Her er valgets store vindere
I Kommuneqarfik Sermersooq er Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit, den der har fået flest stemmer med 2254 personlige stemmer.
Hun står til at fortsætte som borgmester i kommunen.
- Jeg er meget glad. Jeg takker hjerteligt dem, der har stemt på mig i Nuuk, sagde Chemnitz Narup til KNRs udsendte reporter tirsdag aften.
Hun ser resultatet som en støtte til det store Siorarsiorfik-projekt, der har vakt stor debat i valgkampen.
- Jeg vil konkludere det sådan, at vi har kigget fremad for at visualisere vores planer, og det har vi fået støtte til, siger Asii Chemnitz Narup.
LÆS OGSÅ Kommunalvalget er afgjort
Endnu en sejr til IA
I Qaasuitsup Kujataa er det også en IA'er, der ser ud til at tage borgmesterposten. Ane Hansen er favorit med 350 personlige stemmer, og partiet har fået 44.5 procent af stemmerne.
- Jeg er taknemmelig for den tillid og opbakning, vi har fået. Vi forventer, at vi får borgmesterposten, siger Ane Hansen, tidligere borgmester i Aasiaat.
Hun er klar til at danne en bred koalition i den nye kommunalbestyrelse.
Siumut får 40.6 procent af stemmerne i den nye kommune. Atassut får 7.7 procent og Demokraterne får til 5 procent.
Afløser for Hermann Berthelsen
I Qeqqata kommunia er det Malik Berthelsen fra Siumut med 522 personlige stemmer, der står til at blive borgmester.
- Jeg var meget overrasket, og jeg er glad for de mange stemmer. Jeg lover, at jeg vil arbejde for borgerne i Qeqqata Kommunia, siger Malik Berthelsen, der tidligere har siddet i Inatsisartut for Siumut.
Og tanken om at blive borgmester skræmmer ham ikke:
- Jeg er klar til at tage opgaven på mig. Det er derfor, jeg er stillet op, siger han til KNR.
Overhaler mændene
Den tredje kvindelige borgmester er Kiista P. Isaksen i Kommune Kujalleq for Siumut. Hun har fået 456 personlige stemmer, hvilket er mere end partikollegerne Jørgen Wæver Johansen og Simon Simonsen, der har fået 265 og 210 personlige stemmer.
Palle Jerimiassen står til at blive borgmester i Qaasuitsup Avannaa. Siumut har fået 48.7 procent af stemmerne, og Jerimiassen har fået flest personlige stemmer i partiet.
De kommende dage skal partierne i landets kommuner forhandle sig endeligt frem til, hvem der skal være borgmestre, formand for udvalg og andre vigtige poster, der bestemmes af de nye kommunalbestyrelser.
LÆS OGSÅ IA får to borgmestre - Siumut tre