Air Greenland: Vi har store udfordringer med transport og økonomi

Rettelse: Air Greenland har efter publicering af historien kontaktet KNR og gjort opmærksom på faktuelle fejl. Tidligere skrev KNR de første fem måneder, men året er jo endnu ikke fem måneder gammelt. Derudover blev ordet yderdistrikterne brugt om kysten. Det er fejl, som KNR selvfølgelig beklager, og de er nu rettet.
Når Tuukkaq-flyet ikke kan flyve mellem Danmark og Nuuk eller mellem kystlufthavne, og når vejret i kystområderne påvirker flytrafikken, pådrager Air Greenland sig ekstra udgifter til indkvartering og forplejning af passagererne. Nu står Air Greenland med et økonomisk underskud og har måttet tage et lån i banken.
Det er dog blevet et emne for diskussion, om situationen kunne håndteres på en anden måde, fortæller Inga Dora G. Markussen.
– Hvis disse penge skal dækkes ind, er der naturligvis kun én, der kommer til at betale, og det er passagererne, siger hun og fortsætter:
– Men indtil videre må vi acceptere det, selvom udgiften er stor. Det skal dog overvejes nøje, især i forhold til om vores konkurrenter skal pålægges samme forpligtelser?
Altså hvis du som passager flyver til Nuuk med et andet selskab end Air Greenland, men har en billet videre ud på kysten, hvor du skal flyve med Air Greenland, er det Air Greenland, der kommer til at betale for hotel og forplejning, hvis indenrigsflyvningen bliver aflyst.
Og de omkostninger koster selskabet dyrt.
– På det seneste har man måske bemærket, at Tuukkaq-flyet oftere må vende om, og at forhold som tåge i lufthavnen spiller ind. Men det skal også nævnes, at vejret i højderne ofte har været ustadigt i den seneste tid, siger Inga Dora G. Markussen.
I 45 år foregik flyvninger over Atlanterhavet via Kangerlussuaq, men i slutningen af november sidste år åbnede den nye storlufthavn i Nuuk. KNR spurgte, om de øgede udgifter hænger sammen med det:
– Det kan vi ikke sige, for de fleste berørte passagerer kommer fra kysten, især i Øst- og Sydgrønland, hvor vi ser de største udgifter.
– Men man skal også huske, at vejrforholdene i Kangerlussuaq og på kysten ikke er ens. Her i Nuuk er vejret mere fugtigt, temperaturen kan være under frysepunktet, og vinden spiller også en rolle. Derfor er forholdene anderledes – både i forhold til vejret og til lufthavnens placering – end i Kangerlussuaq og de øvrige kystbyer, forklarer Inga Dora G. Markussen.