Løkke: Vi arbejder på at opdatere grønlandsk lovgivning inden valg

Regeringen skal skynde sig, hvis de danske love for Grønland skal nå at blive opdaterede inden næste folketingsvalg, påpeger Aaja Chemnitz Larsen. Det er en realistisk målsætning, mener statsministeren.
Foto © : Martine Lind Krebs/Det Grønlandske Hus i København
27. februar 2018 15:50

Med højest 15 måneder inden næste valg til Folketinget haster det gevaldigt, hvis regeringen skal nå at opdatere alle danske love, der gælder for Grønland.

Det påpegede IA’s Aaja Chemnitz Larsen tirsdag under en spørgetime i Folketinget med statsminister Lars Løkke Rasmussen.

- Lovgivningen halter efter, og det er med til at holde det grønlandske samfund tilbage. Mener statsministeren, der også er minister for Rigsfællesskabet, at det er tilfredsstillende med gammel, dansk lovgivning i Grønland?

Hertil svarede Lars Løkke Rasmussen:

- Det korte svar på spørgsmålet er selvfølgelig: nej, for vi skal klart have den målsætning, at de steder, hvor der ikke er helt særlige grunde til, at tingene er indrettet anderledes, er standarden den samme.

Løkke: Målsætningen er klar

Opdateringen af danske love for Grønland står som et punkt i regeringsgrundlaget. Og regeringen og Dansk Folkeparti har afsat 10 mio. kroner om året på den danske finanslov frem til 2021 til justitsområdet for Grønland.

I efteråret sendte naalakkersuisoq for justitsvæsen, Sara Olsvig, en handlingsplan til den danske justitsminister med i alt 64 prioriterede forslag til regler, som Naalakkersuisut ønsker, at Folketinget opdaterer.

LÆS OGSÅ Sara Olsvig sender lang ønskeseddel til justitsministeren

Men det drejer sig ikke alene om justitsområdet, påpegede Aaja Chemnitz Larsen under spørgetimen. Også regler om for eksempel medmoderskab blandt forældre af samme køn og arveregler i forbindelse med generationsskifte hos grønlandske virksomheder er forældede, mener hun.

Om al dansk lovgivning for Grønland bliver klar inden næste folketingsvalg, kunne statsministeren dog ikke love.

- Om man kan komme helt i mål inden folketingsvalget, kan jeg ikke stå og garantere. Det kan jeg ikke. Men jeg kan give et løfte om, at vi arbejder ned af den vej. Og det synes jeg også, at vi har vist vilje til, sagde han.

Løkke påpegede, at Selvstyret dog også har et stort arbejde foran sig i forhold til at sikre tilfredsstillende standarder inden for allerede hjemtagne områder.

LÆS OGSÅ Dansk finanslov er en blandet fornøjelse