Vestnordisk Råd samles på Island

Vestnordisk Råds årlige temakonference har overskriften „De vestnordiske sundhedssystemer; udfordringer og muligheder”. Konferencen afholdes i Ísafjörður, Island, 15. til 17. januar.
Skrevet af Peter Troelsen
13. januar 2013 07:00

På konferencen samles omkring 40 vestnordiske og norske politikere, akademikere og eksperter for at diskutere, om landene kan gøre noget bedre fælles på sundhedsområdet end hver for sig.  Blandt andet om det vil være fordelagtigt i samarbejde at lave ét sundhedsmarked i regionen, hvor landene specialiserer sig i bestemte ting og servicerer hele regionen, samt hvordan det i givet fald bedst gøres. Uddannelse og træning af personale bliver diskuteret.  Samt om landene med fordel ville kunne lave fælles indkøb af dyrt sundhedsudstyr og dermed opnå bedre aftaler.

Hensigten med konferencen er at give indsigt i de vestnordiske landes sundhedssystemer, deres forskelligheder samt hvilken udfordringer de står overfor, samt om hvilke samarbejdsmuligheder der findes i regionen.  Konferencen vil også give mulighed for at drage lærdom af de tre landes erfaringer og kundskab på området, som giver landene mulighed for at sikre sig ”best practice” på området. 

Baggrunden for afholdelse af konferencen er, at de tre lande står overfor mange lignende udfordringer og problemer på området.  Der er tale om tyndt befolkede lande, store områder, isolerede bygder og stigende økonomisk aktivitet i regionen.  Derfor anser Rådet det af yderste vigtighed at undersøge, om landene med fordel kan øge og forbedre deres samarbejde på området.

Blandt forelæsere er naalakkersuisoq for sundhed Agathe Fontain, Gert Mulvad speciallæge i almen medicin, Kent Kleinschmidtlægefaglig chefkonsulent ved Grønlands Styrelse for sundhed og forebyggelse og Ann Birkekær Kjeldsen departementschef for Grønlands departement for sundhed.