Venstre: Tilskud skal være mere fair

Regeringen ønsker at fordele støtten til projekter for socialt udsatte mere lige mellem kommunerne i Danmark.
Foto © : Venstre
14. september 2016 08:02

Sådan lyder det fra Venstres social- og indenrigsordfører, Carl Holst. 

Derfor ønsker regeringen at trække to tilskud på i alt 58 mio. kroner til Københavns Kommune fra næste år.

- Vi vil prøve at målrette de tilskud, vi giver, til de kommuner, der har de sværeste, økonomiske udfordringer. Der er Københavns ikke iblandt, men det er der andre kommuner, der er. Meget af det sociale arbejde er en kommunal forpligtigelse, og vi vil understøtte dér, hvor man ikke har mulighed for at gøre det selv, siger Carl Holst til KNR.

Tilskuddene er i dag med til at finansiere blandt andet alkoholbehandling for grønlændere hos Frederiksberg Centeret og botilbuddet “Imeq” for udsatte grønlandske kvinder via Kofoed Skole.

Tilbagetrækningen møder kritik fra blandt andet Københavns overborgmester Frank Jensen og forstander for Kofoed Skole, Robert Olsen.

   LÆS OGSÅ: Tilbuds-kvind rammer udsatte grønlændere

Men Carl Holst peger på, at Københavns Kommune bl.a. har afsat omkring en milliard til renovering af skoler og byggeri af en ny skøjtehal. 

- Alt sammen meget godt. Men det er bare et udtryk for, at de (Københavns Kommune, red.) har et andet økonomisk råderum, siger han.

I stedet bliver tilskuddene lagt i en samlet satspulje, som skal fordeles ud til sociale projekter via politiske forhandlinger i oktober-november. Her har regeringen meldt ud, at den ønsker at tilgodese projekter, der skal hjælpe udsatte grønlændere i Danmark.

Og selv om det beror på andre partiers prioriteter, tror Carl Holst, at det kommer udsatte grønlændere til gode.

- Jeg tror, at det fokus, der er på socialt udsatte grønlændere, er så bredt, at der vil være opbakning til det. Men det er klart, at i en forhandling kan man kun have sin egen holdning, argumentere for den og håbe, at andre er enige, siger han.