Vejret driller Folketingets forsvarsudvalg

Da Folketingets forsvarsudvalg mandag satte sig ind i en af forsvarets Hercules fly, havde de en begrundet formodning om, at de skulle opleve Thule Air Base, inspektionsskibet Knud Rasmussen og slutte besøget i det nordlige Grønland af med en visit hos Sirius Patruljen. Det skulle vise sig, at de blev klogere.
Skrevet af Peter Troelsen
30. august 2012 09:24

I stedet for en tur med Sirius Patruljen blev det til et indgående kendskab til forsvarets fly og hotellet i Kangerlussuaq. Ikke hvad man havde håbet på, men til gengæld et klokkeklart bevis på, at vejret er konge i Grønland.

-For de, der ikke har prøvet at flyve med en Hercules maskine, vil jeg gerne fortælle, at det larmer og det ryster enormt meget i forhold til en almindelig passagerflyver. Vi sad godt tre timer og hoppede, og da vi så kom til Thule Air Base måtte piloten konstatere, at der var for tåget til at lande. Vi cirklede rundt et par gange og prøvede til igen, men heller ikke anden gang var der held i sprøjten. Så måtte vi pænt finde os i tre timers larm og hoppen igen, og indse at de store oplevelser i det høje nord måtte vi skyde en hvid pind efter, fastslår Karsten Lauritzen, der er medlem af forsvarsudvalget.

For en del af medlemmerne i forsvarsudvalget var det første besøg på Grønland, og første oplevelse med at rejse i den nordligste del af Rigsfællesskabet.  De rutinerede grønlandsrejsende havde styr på proceduren, imens de nye betalte dyre lærepenge.

-Det kræver lidt rutine at vide, hvad der skal med i rejsetasken, når man drager så langt nordpå som Thule Air Base. Man ved jo aldrig, om man kommer af sted den dag, man skal, eller må vente i flere dage. Jeg har i min tid som forsvarsminister prøvet at sidde fast flere steder på Grønland, fordi vejret ikke var egnet til flyvning. Så er det altså ikke nok at have det tøj man går og står i. De nye medlemmer af udvalget har om ikke andet fået den lærdom ud af udvalgets tur. Jeg er meget skuffet over, vi ikke fik lov at besøge de ualmindeligt dygtige mennesker, vi har i Sirius Patruljen, men det får vente til en anden god gang, fortæller Gitte Lillelund Bech, der er blandt de mere rutinerede udi Grønlandsfart.