WWF: Vandkraft skal erstatte kræftfremkaldende diesel

Verdensnaturfonden vil have etableret landstrømsanlæg i Nuuk, så borgerne i landets største by kan slippe for at blive udsat for skadelige dieselpartikler fra de efterhånden mange skibe, som hvert benytter sig af havnen i Nuuk.
Foto © : Kåre Press-Kristensen
Skrevet af Jonas Fievé
10. oktober 2018 09:51

Container - og krydstogtskibe, som ligger til kaj bruger en del diesel til at holde skibene forsynet med strøm. Det betyder, at der bliver udledt en del skadelige dieselpartikler, som er kræftfremkaldende samt øger risikoen for hjertekarsygdomme og blodpropper.

Ifølge Verdensnaturfonden kan det derfor ikke gå for hurtigt med at få etableret et såkaldt landstrømsanlæg i Nuuk, som skal levere miljøvenlig strøm til skibene

- Vi får jo udledt partikler lige her midt inde i byen, og der er jo et alternativ i dag til de her dieselgeneratorer, der står på skibene, siger Kaare Winther Hansen fra Verdensnaturfondens kontor i Grønland.

LÆS OGSÅ Krydstogtskibe forurener som afbrændingen i Nuuk et år

Strøm fra buksefjorden

Alternativet ville i Nuuk være et landstrømsanlæg, som via et gigantisk kabel leverer miljørigtig strøm til skibene fra vandkraftværket i buksefjorden, så skibene dermed kan slukke for deres dieselgeneratorer.

Da hovedstaden har oplevet en stigning i antallet af krydstogtskibe, er der dermed sket en stigning i udledningen af CO2 og NOx partikler, som både er kræftfremkaldende samt er med til at øge risikoen for hjertekarsygdomme og blodpropper.

- Det er jo helt klart, at partikler fra dieselmotorer er meget sundhedsskadelige, der kommer nogle direkte effekter hos de mennesker, som indånder de her partikler, så man har en helt bevislig sundhedsrisiko ved det, siger Kaare Winther Hansen.

LÆS OGSÅ Krydstogtspecialister: Arktiske krydstogter er farlige for sikkerheden

Brug for en grøn løsning

Desuden bruger både RAL og de store trawlere også diesel til at producere strøm, mens de ligger til kaj. Derfor opfordrer Verdensnaturfonden Naalakkersuisut til, at de fremover stiller krav om, at skibene skal bruge strøm fra land, hvor det er muligt, når de befinder sig i grønlandske havne.

- Og det stemmer også meget godt overens med, at Naalakkersuisut har meldt ud, at de vil være med til at udfase heavy fuel oil i arktisk. Både på grund af partikelforurening men også faren ved at sejle med HFO i grønlandske farvande, siger Kaare Winther Hansen fra Verdensnaturfondens kontor i Grønland.