Klokken otte søndag morgen slog de franske valgsteder dørene op.
49 millioner franskmænd har i løbet af dagen mulighed for at afgive deres stemme i anden valgrunde af valget til Nationalforsamlingen.
Det skriver nyhedsbureauet dpa.
Efter første valgrunde - der blev afviklet søndag den 30. juni - spår meningsmålinger, at det franske højrefløjsparti National Samling (RN) vil få flest stemmer.
Partiet kan dog ikke nødvendigvis sikre sig et klart flertal, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge de seneste meningsmålinger vil RN og partiets allierede få mellem 205 og 240 pladser i Nationalforsamlingen.
For at opnå et absolut flertal kræver det mindst 289 pladser.
Får ingen flertal, kan Nationalforsamlingen ende i en kaotisk position, hvis ikke de tre blokke - højrefløjen, præsident Emmanuel Macrons midte samt venstrefløjen - formår at finde fælles fodslag.
Flere scenarier i spil
Et absolut flertal til højrefløjen kan derimod tvinge den proeuropæiske præsident Macron til såkaldt "cohabitation" - samarbejde.
Eksempelvis kan Macron blive tvunget til at udpege en premierminister, som han er dybt uenig med.
RN-partileder Jordan Bardella, der kandiderer til premierministerposten, har på forhånd sagt, at han kun vil være premierminister, hvis RN får absolut flertal i Nationalforsamlingen.
Bardellas parti, der tidligere var ledet af Marine Le Pen, sikrede i første runde 33 procent af stemmerne.
Vælgerne stemmer om fordelingen af de 577 pladser i Nationalforsamlingen, som er underhuset i det franske parlament.
Af de pladser, der blev fordelt i første runde, gik 39 til RN og partiets allierede. 501 pladser er i spil søndag.
Macron udskrev valget på aftenen for valget til EU-Parlamentet efter et skuffende valgresultat for hans parti.
Ved første valgrunde nåede valgdeltagelsen 66,7, hvilket er det højeste siden valget i 1997.
Ifølge den franske tv-station France 24 forventes valgdeltagelsen at nå samme niveau søndag.
De sidste valgsteder lukker klokken 20. Kort tid efter forventes de første valgstedsmålinger offentliggjort.