Frankrig skal til valg, efter at præsident Emmanuel Macrons allierede søndag led et stort nederlag ved EU-parlamentsvalget.
Præsidenten reagerer således prompte på valgfiaskoen og udskriver parlamentsvalg til afholdelse 30. juni.
Det meddeler han søndag aften i en tale til nationen.
Hans politiske modstander Marine Le Pens parti, højreorienterede National Samling (RN), står ifølge målinger til at blive klart størst ved EU-valget med omkring 32 procent af stemmerne. Imens står Macrons midtsøgende allierede til 15 procent.
Macron siger, at han ikke kan lade, som om ingenting er sket. Han erkender, at det er et dårligt resultat for hans parti.
- Beslutningen er alvorlig og svær, men det er først og fremmest en tillidserklæring. Tillid til jer mine landsmænd, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet dpa.
Den franske præsident har magt til at opløse det franske underhus, Nationalforsamlingen, og derefter udskrive valg.
En første valgrunde skal finde sted 30. juni, og en anden runde afholdes 7. juli, skriver nyhedsbureauet AFP.
Macron siger, at resultatet ved EU-parlamentsvalget "ikke er et godt resultat for partier, som forsvarer Europa".
Nyhedsbureauet Reuters beskriver valgudskrivelsen som "et højrisikabelt sats" mindre end to måneder inden OL i Paris.
Macron risikerer at miste en stor del af sin magt, hvis Le Pens parti får et flertal i parlamentet.
Fra Le Pen lyder det imens, at National Samling er klar til et valg.
- Vi er klar til at overtage magten i Frankrig, hvis folk har tillid til os, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Frankrigs indenrigsminister, Gérald Darmanin, erkendte tidligere søndag, at der var tale om et nederlag for regeringen.
- I dag må vi stille spørgsmål til os selv og også forklare franskmændene, hvorfor vi ikke var i stand til at lytte nok til dem, siger Darmanin til den franske tv-kanal TF1.
Macron har ønsket at holde det yderste højre fra magten. Så sent som torsdag sagde Macron, at EU risikerer at blive "blokeret" af et stærkt yderste højre i EU-Parlamentet.