Tre personer er savnet - en SAR-operation er sat i gang
Tre personer blev ved midnatstid natten til i dag meldt savnet. De tre personer sejlede tirsdag fra Saqqaq mod Qaarsut, men er endnu ikke kommet frem.
Derfor har Arktisk Kommando og Grønlands Politi nu igangsat en SAR-operation, hvor der er et challenger fly i luften og to chartrede både med politi om bord i gang med at lede.
Det oplyser vagtchefen ved Grønlands Politi her til morgen. Han beder samtidig borgerne om hjælp med at holde øje.
De tre savnede sejlede af sted i en hvid Poca 600 med påhængsmotor af mærket Mercury med 225 hestekræfter, fortæller vagtchefen.
- Har man set dem derude, eller ved man noget om, hvor de er, så må man gerne kontakte Grønlands Politi på 70 14 48.
- Og ellers vil vi gerne bede lokale om at holde øje med de tre personer, siger vagtchef Jørgen Madsen.