Valgprognose: Kaj Leo bliver på taburetten

Trods et dundrende underskud i landskassen står Sambandspartiet til at blive landets største parti og til at bevare lagmandsposten efter det færøske lagtingsvalget morgen.
28. oktober 2011 16:57

En dagsfrisk meningsmåling udført af Gallup siger, at lagmand Kaj Leo Johannesens parti, Sambandspartiet, står til at få 8 af de i alt 33 mandater i det færøske lagting ved valget i morgen. Og dermed bliver det Færøernes største parti.

- Et godt bud er, at Kaj Leo Johannesens parti fortsætter i regering med Kaj Leo Johannesen som lagmand og  sammen med Socialdemokraterne og et eller to af de små partier, lyder vurderingen fra Jon Brian Hvidtfeldt, der dækker lagtingsvalget for Kringvarp Færøernes Radio.


Og hvis prognosen holder stik, er det første gang i Fæøernes historie, at et parti går frem, mens de har lagmandstaburetten.

Sambandspartiet og Det Socialdemokratiske Parti (Javnaðarflokkurin) har siden april måned siddet i mindretalsregering, da partiet Folkeflokken forlod koalitionen.     

Men hvorfor har Sambandspartiet medvind i en tid med så svimlende høje røde tal på kontoen?

- Man har de sidste fire år haft omkring to milliarder i underskud på finansloven. Og man har et mål om at man skal have balance i finansloven igen i 2016. Det er ifølge mange, som følger med i politik, en af årsagerne til at Sambandspartiet går frem, fordi folk vælger det trygge. De vælger et parti, der vil bevare det stærke bånd til Danmark, når nu den færøske økonomi er i en situation med store underskud på budgetterne, siger Jon Brian Hvidtfeldt.

I alt syv partier sidder i øjeblikket i Lagtinget. Et af dem er det nye parti Framsókn, der står til at få to mandater mod det ene, som de nu sidder på. Derimod står Høgni Hoydals parti, Republikanerne (Tjóðveldi), til en kraftig vælgerlussing og vil ifølge målingen gå to mandater tilbage.