Forsvaret: Succesfuld afprøvning til værnepligt i Nuuk

Der var for første gang afprøvning til værnepligt i Grønland fra mandag til onsdag i Nuuk. Men hvordan har interessen været for afprøvningerne? KNR har set på sagen.
Arkivfoto Foto © : Forsvaret
22. november 2018 17:07

Det er første gang, at der afholdes afprøvning til værnepligten i Nuuk.

Under afprøvningen testes blandt andet intelligens, hørelse, højde, og vægt, og så bliver testen afsluttet med et sundhedstjek.

Afprøvningerne har været vellykkede, udtaler kaptajn og ansvarlig for afprøvning til værnepligt i Grønland, Dennis Rasmussen. Han forklarer, at 26 personer er blevet afprøvet i løbet af de første to dage.

- På tredje dagen,er vi stadigvæk i gang med at afprøve folk, så vi regner med at komme op på over 30, sagde Dennis Rasmussen til KNR onsdag.

LÆS OGSÅ Forsvaret håber på flere grønlandske værnepligtige

Han fortæller yderligere, at det ikke kun er mænd, der tager testene.

- Cirka halvdelen har været kvinder, og det er vi rigtig glade for. Vi vil gerne både have dygtige mænd og kvinder ind. Så der har været rigtig god interesse fra begge køn, og det er vi rigtig tilfredse med.

Hvis man erklæres egnet eller delvist egnet, kan man allerede på dagen lave en aftale med militæret om at aftjene værnepligt i hæren, søværnet og flyvevåbnet samt beredskabsstyrelsen.

Og nogle har allerede lavet aftaler før den sidste dag af afprøvningerne var færdige.

Dennis Rasmussen fortæller, at der blev lavet 12 aftaler i de første to dage.

- Så det er næsten halvdelen af dem, der har været heroppe, der har ønsket at lave en aftale.

Der er igen afprøvninger til værnepligten næste år. Og der bliver det ikke kun i Nuuk. Næste år kan personer mellem 18 og 30 år afprøves til værnepligten i Qaqortoq, Sisimiut, Nuuk og Aasiaat.

 

LÆS OGSÅ Unge kan møde op til session i Grønland