Værested i København ramt af skimmelsvamp

Værested 'Qiperoq' under Det Grønlandske Hus i København er på jagt efter nye rammer. Det sker efter konstatering af skimmelsvamp i lokaler på Christianshavn.
Foto © : Google Street view
03. januar 2018 15:14

Det oplyser Det Grønlandske Hus på sin hjemmeside.

”Qiperoq” er et aktivitets- og netværkssted for udsatte grønlændere, hvor det bl.a. er muligt at arbejde i forskellige, kreative værksteder.

I to år har 'Qiperoq' lejet sig ind på adressen Langebrogade 6G på Christianshavn. Men stedet er nu lukket ned for besøgende, efter der er blevet konstateret skimmelsvamp i lokalerne, oplyser Det Grønlandske Hus.

- Det er ikke forsvarligt at opholde sig der i længere perioder af gangen, siger direktør for Det Grønlandske Hus i København, Leise Johnsen.

Omkring 15 personer kommer dagligt i "Qiperoq", mens en række øvrige personer kommer der et par gange om ugen.

Brugerne kan i stedet mødes i butikslokalerne i Det Grønlandske Hus i Løvstræde alle hverdage fra kl. 10 til 16, indtil der er fundet en mere permanent løsning, oplyser Leise Johnsen.