Vækst i krydstogtturismen: 4.500 flere krydstogtturister

Destination Arctic Circle udvikler nye oplevelser i samarbejde med turoperatører.
Krydstogtturister får nye oplevelser. Foto © : Mads Pihl
26. august 2019 10:49

Destination Arctic Circle får i år besøg af 94 krydstogtskibe.

Det giver i alt 28.498 gæster fra hele verden, og sammenlignet med sidste år kommer der 4.500 flere turister med krydstogtskib i år.

Destinationen dækker over Sisimiut og Maniitsoq og seks bygder.

Det stigende antal besøgende glæder Arctic Circle Business, som arbejder med turismeudvikling i netop Destination Arctic Circle.

- Vi er rigtig glade for at se, at der ikke bare er vækst i et sted, men at vi oplever vækst hos alle, der modtager anløb. Dertil er vi i samarbejde med turoperatører i gang med at udvikle nye oplevelser målrettet krydstogtsturister, siger destination manager, Jesper Schrøder.

Et stort område i Qeqqata Kommunia, Aasivissuit og Nipisat er blevet skrevet ind på verdensarvslisten.

Bygden Sarfannguit, der ligger i området, får også besøg af turister 27. august, når krydstogtskibet Ocean Atlantic lægger til i bygden med 198 passagerer ombord.