Uummannaq-fiskere må fiske flere hellefisk

Fiskerne i Uummannaq får lov at trække flere hellefisk op i kasserne inden året rinder ud.
Kvoten for kystnært fiskeri efter hellefisk i Uummannaq-området er nu 9.900 tons for dette år. Den biologiske rådgivning er på omkring halvdelen: 5.800 tons, skriver departementet for fiskeri. Foto © : KNR/Anton Gundersen Lihn
Skrevet af Malik Brøns
26. november 2019 07:51

Naalakkersuisut har mandag den 25. november givet fiskerne i Uummannaq lov til at fiske 400 tons hellefisk mere for resten af året.

Selvstyret lukkede den 8. november for forvaltningsområdet i Uummannaq året ud, men nu kan fiskerne glæde sig over at de har fået lov til at fiske efter flere hellefisk.

LÆS OGSÅ Ikke flere jollelicenser til hellefisk i Nordgrønland

- Af den forhøjede kvote tilgår 267 tons hellefisk jollefiskerne, mens 132 tilgår fiskefartøjer, skriver departementet for fiskeri, fangst og landbrug i en pressemeddelelse.

Allerede i dag, kan jollefiskerne og fiskefartøjer begynde at hive hellefisk op. Naalakkersuisut har dog besluttet at den resterende kvote, kun kan fiskes med langline. Der må ikke benyttes garn til fiskeri af kvoten.

Siumuts næstformand kritiserede fiskeripolitik

Siumuts politiske ordfører, Karl Kristian Kruse, var tidligere på måneden utilfreds med Naalakkersuisuts generelle håndtering af fiskeripolitikken i Nordgrønland, og at den opfiskede kvote førte til et fiskeristop.

På grund af uenigheden overvejede Karl Kristian Kruse, om han overhovedet ville fortsætte med at deltage i den politiske ledelse.

LÆS OGSÅ Kielsens egen næstformand kritiserer Naalakkersuisut

Men det ser nu ud til, at hans ønske er blevet hørt af hans partikammerat og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

Naalakkersuisut satte inden årsskiftet kvoterne i Uummannaq-området til 9.500 tons for kystnært fiskeri efter hellefisk for 2019. Med forhøjelsen er kvoten nu 9.900 tons for dette år.

Den biologiske rådgivning er på omkring halvdelen: 5.800 tons, skriver departementet for fiskeri.