USA investerer nye millioner i samarbejdet med Grønland 

Kongressen i USA har afsat yderligere 10,4 millioner dollar til projekter, der skal styrke samarbejdet med Grønland, oplyser nyudnævnt amerikansk konsul. 
Den amerikanske kongres har igen afsat penge til projekter, der skal styrke de amerikansk-grønlandske bånd. Helt præcist med 10,4 millioner dollar.
Skrevet af Anders Dall
19. juli 2021 08:14

I april måned sidste år kom det frem, at USA havde øremærket 12,1 millioner dollar til projekter og programmer, der skal styrke samarbejdet med Grønland. Der var tale om godt 83 millioner danske kroner. 

Penge, som blandt andet er gået til et projekt mellem to amerikanske universiteter og Råstofskolen i Sisimiut samt projektet Arctic Education Alliance. Sidstnævnte er et uddannelses- og udvekslingsprojekt som Grønlands Klimaforskningscenter sammen med et amerikansk universitet er primus motor for, og som også involverer Ilisimatusarfik.

LÆS OGSÅ Grønland og USA skal samarbejde om erhvervsuddannelser

Nu har den amerikanske kongres igen afsat penge til projekter, der skal styrke de amerikansk-grønlandske bånd. Helt præcist 10,4 millioner dollar. Det svarer til cirka 65 millioner danske kroner.

Det fortæller Joanie Simon, der er nyudnævnt konsul i det amerikanske konsulat i Nuuk.

- Vi har fået godkendt 10,4 millioner dollar, så vi ser frem til at bruge de penge på flere projekter og programmer og lytte til grønlænderne i forhold til, hvor de synes, vi skal lægge vores ressourcer, siger hun til KNR.

Konsulat, Blinken og penge 

Og det er først og fremmest for at styrke forholdet mellem de to lande, at kongressen i USA nu øremærker flere penge til at samarbejde om projekter med Grønland, forklarer hun.

Foto © : Det amerikanske konsulat i Nuuk

 

Joanie Simon overtog i juni stillingen som amerikansk konsul i Grønland. Foto: Det amerikanske konsulat i Nuuk.

- Jeg tror, der er et gensidigt ønske i USA og Grønland om at styrke vores forhold, der allerede er stærkt, siger Joanie Simon og fortsætter: 

- At vi har et konsulat her, er ét tegn på det. Jeg tror, at Antony Blinkens (USA's udenrigsminister red.) besøg i Grønland så tidligt efter den nye amerikanske regering tiltrådte, er et andet tegn på, at vi bestræber os på at bringe alle kræfter i spil for at udvikle det her vigtige forhold.

Det er forskellige departementer i den amerikanske regering, der administrerer de penge, som er øremærket samarbejdet. 

Samarbejder med Råstofskolen i Sisimiut

For eksempel stod det amerikanske udenrigsministerium for at tildele penge til samarbejdsprojektet mellem Råstofskolen i Sisimiut og to amerikanske universiteter. 

I det tilfælde var der tale om en model, hvor universiteterne fik tildelt pengene til at kunne levere en række aktiviteter til Råstofskolen. Aktiviteter, der involverer efteruddannelse af skolens lærere, udvikling af nye undervisningsmaterialer og hjælp til at opbygge et grønlandsk mineredningsberedskab.

LÆS OGSÅ Råstofskolen i Sisimiut indgår millionaftale med USA: - Det kommer til at spole skolen ti år frem i tiden

Og det er blandt andet et projekt, som den nye konsul glæder sig til at følge. 

- Jeg ser virkelig frem til at rejse til Sisimiut og se, hvordan projektet forløber, lyder det fra Joanie Simon, der tiltrådte som amerikansk konsul for en måned siden.

Hun nævner, at også det amerikanske indenrigsministerium har administreret en del af de 12,1 million dollar, som i første omgang blev afsat. 

Blandt andet til at afholde et webinar med repræsentanter fra Naalakkersuisut, kommunerne og turistbranchen her i landet for at udveksle viden på turistområdet.