Uddannelser kan rykke fra Nuuk

Socialrådgiveruddannelsen er en af de fire uddanelser der skal flyttes. Men, det er urealistisk, mener Afdelingen for Sociale Forhold på Ilisimatusarfik.
Ilisimatusarfimmi 2015-imi ilinnialersut.
23. marts 2017 17:03

I fremtiden kan det blive aktuelt, at skulle flytte til en anden by, for at studere på én af fire uddannelser.

Departementet for uddannelse bekræfter nemlig, at Selvstyret og kommunerne har planer om at udflytte uddannelsesinstitutioner fra Nuuk til byer på vestkysten.

Og det bekymrer Afdelingen for Sociale Forhold:

- Hvis man nedlægger det, og flytter det til en anden by, så tager det tid før vi er oppe i gear igen, i det tempo vi ønsker at være i, siger adjunkt på Ilisimatusarfik på Afdelingen for Sociale Forhold, Steven Arnfjord.

Naalakkersuisut har planer om at flytte fire uddannelser fra Nuuk til andre byer i landet.

Socialrådgiveruddannelsen skal flyttes til Ilulissat, Kunskolen til Aasiaat, KTI-skolen til Sisimiut og Handelsskolen NI til Qaqortoq.

Hvis planen om at flytte Socialrådgiveruddannelsen bliver realiseret, er Socialpædagogikuddannelsen i Ilulissat dog klar til at modtage en del af eleverne. Men:


 - Vi siger ikke, at alle socialrådgiverelever skal flytte hertil, men vi er klare med åbne arme, hvis man skulle starte et nyt hold på socialrådgiveruddannelsen, siger rektor på Socialpædagogikuddannelsen, SPS, Nuka Kleemann.

Lige nu er man i gang med at udvide skolen med ni klasselokaler og opføre 20 nye kollegielejligheder. Problemet er dog, at der stadig er mangel på undervisere:

- Det er også et spørgsmål om, man vil kunne rekruttere flere undervisere, og hvor mange man får brug for, og jeg tror det kan blive til en hæmsko, siger rektor Nuka Kleemann.
 

Hvis Socialrådgiveruddannelsen flyttes, vil kvaliteten af uddannelsen og forskning gå tabt, frygter Steven Arnfjord.

Desuden er det en kæmpe administrativ udfordring, at flytte fra hovedstaden til en betydelig mindre by, hvor 120 socialrådgiverelever kan få svært ved at finde praktikpladser, siger han:

- Vi er en uddannelse der hører til i urbane områder. Der ser man social-work og social-community indsatser. Det er vores kernekompetence at lave det.

- Det kræver social forvaltninger, det kræver masser af bymiljøer, det kræver mange steder, hvor vores studerende kan være i praktik. Og det er ikke noget, som alle byer udenfor Nuuk nødvendigvis kan tilbyde, siger adjunkt på Ilisimatusarfik på Afdelingen for Sociale Forhold, Steven Arnfjord.