Ungdommen indtager Inatsisartut

I øjeblikket er salen hos Inatsisartut mennesketom, imens politikerne koncentrerer sig om valgkampen. Det bliver der laver om på fredag, lørdag og søndag. Her er det ungdommen fra hele Grønland, der mødes til Ungdomsparlamentet.
Skrevet af Peter Troelsen
18. februar 2013 11:37

I tre dage har unge fra hele landet muligheden for at debattere, hvordan landet i fremtiden skal se ud. Det er unge mellem 14 og 16 år, der deltager i ungdomsparlamentet. Søndag debatteres der i salen, og på KNR2 kan man følge med i de unge politikeres debat.

-De unge mennesker vil i tre dage lære noget om Inatsisartut og demokrati og afprøve demokratiske processer i praksis. Det sidste ungdomsparlament blev afholdt i februar 2009, og konceptet til dette års ungdomsparlament er et helt nyt koncept. I fokus står den pædagogiske vidensformidling sammen med at de unge lærer at danne sig en egen mening og at forsvare den under hensyntagen til de demokratiske spilleregler, fortæller formanden for Inatsisartut Josef Motzfeldt.

Temaet for dette års ungdomsparlament er aktuelt i selve valgkampen. Temaet er ”Sprog – Har vi den rette fokus på, hvilke sproglige kvalifikationer vi skal have?”. Det vil 35 unge, heraf 29 fra byer og bygder udenfor landets hovedstad, tage stilling til i landets fornemste mødesal.

Læs mere omkring ungdomsparlamentet og det arbejde der udføres der på følgende link: inu.gl