Ung nomineret til 'årets nye stemme' vil sætte Grønland i et positivt lys

Aviaya Marie Hjortsberg Andersen er nomineret til ‘Årets nye stemme’ ved danske talers prisuddeling. Hun insisterer på at fortælle, at Grønland er meget mere end de velkendte fordomme og stereotyper.
Vi er meget mere end de gamle forestillinger om Grønland, og det skal frem i lyset, mener Aviaya Marie Hjortsberg Andersen, der er normineret til Danske Talers pris 'Årets nye stemme' Foto © : Chris Christophersen.
05. juni 2024 15:29

Folk slår ørene ud, når 18-årige Aviaya Marie Hjortsberg Andersen tager og får ordet. 

Taletiden har hun brugt til at fortælle, at Grønland er meget mere end sociale udfordringer og druk. Noget hun igen og igen møder, når hun snakker med andre nationaliteter om hendes hjemland.

- Jeg anerkender, at vi har sociale problemer og alkohol, men jeg vil gerne vise og fortælle, at Grønland er så meget mere. At vi også er et land, hvor unge uddanner sig, og at det gør en stor forskel, siger hun.

Og stik mod hvad hun havde forventet om den tale, hvor hun - som hun selv beskriver det - ‘highlighter de smukke, positive og moderne ting ved landet’, er hendes budskab blevet modtaget virkelig godt.

- Jeg var bange for, at jeg ville få meget mere kritik, end jeg har fået, men folk har lyttet i stedet, siger hun.

Og nu har det altså kastet en nominering af sig som årets nye stemme. Prisen bliver uddelt af organisationen Danske Taler og har til hensigt at hylde de unge, der har modet til at tage ordet og gøre en forskel.

Repræsentant for det smukke Grønland

Hvorvidt Aviaya Marie Hjortsberg Andersen er vant til at stå på en scene eller ej vides ikke. Hun slår dog selv fast, at hun godt kan lide det, og vil blive ved med at fremhæve alt det fantastiske ved Grønland i fremtiden - frem for at puste til alle stereotyperne.

- Jeg elsker at have folks opmærksomhed, så jeg tænker, at jeg i fremtiden vil blive ved med at repræsentere Grønland på en god måde, siger hun.

Netop det giver nomineringen mulighed for, fortæller hun.

- Nu har jeg en endnu større platform, hvor jeg kan komme ud med mit budskab. Jeg kan prøve at repræsentere Grønland på den gode og positive måde, og være talerør for andre grønlændere i Danmark, som har været i situationer, hvor de føler, de oplever fordomme, siger hun.

Aviaya Marie Hjortsberg Andersen løb ikke med prisen, men vil stadig bruge sin platform til at sprede de gode historier om Grønland.