Underretning om flytning

Når familier med børn, der er kendt af de sociale myndigheder, fremover flytter fra Danmark til Grønland, skal de danske myndigheder informere de grønlandske. Det er konsekvenser af nye regler, der trådte i kraft i går.
Skrevet af Mads Ullerup
02. juli 2012 13:59

- Hvis den danske fraflytningskommune finder, at et eller flere børn eller de vordende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette den grønlandske tilflytningskommune herom, lyder det i den nye bekendtgørelse fra Social- og Integrationsministeriet.

Tilsvarende skal grønlandske myndigheder også underrette de danske. De regler vil blive fremlagt på FM 2013 med forventet ikrafttræden d. 1. juli 2013.

Underretningspligten er et resultat af et møde mellem den - dengang nye socialminister Karen Hækkerup og naalakkersuisoq for familie, Mimi Karlsen i efteråret sidste år.

Det skete lige efter, at Foreningen Grønlandske Børn havde fremlagt resultaterne fra deres fireårige projekt Et Godt Liv i Danmark.

Ud af de 120 børn, som har været tilknyttet projektet har det vist sig, at to tredjedele af børnene havde problemer, som kommunerne ikke havde opdaget.