BILLEDER Ulige kamp da Grønland mødte Frem

Grønlands fodboldlandshold led et stort nederlag i en testkamp mod et dansk 2. divisions hold.
Skrevet af Mads Pedersen
16. juni 2017 10:23

Torsdag mødte Grønlands landsholdsherrer det danske 2. divisionshold Frem i en træningskamp. Frem har netop afsluttet sæsonen med at sikre deres plads i 2. division næste år.  

De grønlandske spillere, der for en måned siden skovlede sne på kunstgræsbanen i Nuuk Stadion, er lige startet på udendørssæsonen, så det blev ikke uventet til et nederlag i den første kamp. Cifrene blev 0-7 efter 0-4 i første halvleg.  

Landsholdet mangler udendørskampe i benene, og spillerne præsterede ikke på deres bedste niveau. Det fortæller landstrænerne, Tekle Gebrelul og René Olsen, der ærgrer sig over det store nederlag.

- Vi var uheldige med en svær start, da de fik et meget hurtigt mål. Det kunne ellers have været en anden kamp. Men vores spillere, der lige er startet udendørssæsonen var oppe imod rutinerede divisionsspillere, der spillede i høj fart. Vi tager med til den næste kamp, at vi kom bedre med i anden halvleg, udtaler landstrænerne. 

Grønland kom bedre med i anden halvleg, spillerne fandt hinanden bedre i det høje tempo, og det blev også til forsøg på mål.