Ukaleq Slettemark vinder VM-guld
- Jeg synes, at det er helt vild. Jeg kan næsten ikke fatte det. Jeg synes, at det er fantastisk, siger Ukaleq Slettemark til KNR.
Tyve ud af tyve træffere på skydningen og en uovertruffen fart i langrendssporet sikrede Ukaleq Slettemark en guldmedalje og en verdensmestertitel ved ungdomsverdensmesterskaberne i skiskydning i Slovakiet.
Skiskytterne skal løbe i alt 10 km langrend.
Der er 4 skydninger undervejs, to liggende og to stående. I alt tyve skud skal placeres inden for de sorte målskiver.
Hver forbier giver et minuts straftid.
Ved sidste VM blev det til en 27. plads på samme konkurrence. Men denne gang var der flere ting, der fungerede rigtig godt, fortæller Ukaleq Slettemark.
LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark til junior VM
- Jeg følte, at jeg var i rigtig god form, og så havde jeg helt vildt god kontrol på skydningen. Og det er jo den kombination, man helst skal have, siger hun.
Ukaleq Slettemark viste allerede fremragende form sidste sæson, hvor hun vandt Norgescuppen for unge. Alligevel kom medaljen søndag lidt bag på hende.
- Jeg havde et lille håb, men jeg er stadig meget overrasket, siger hun.
LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark lægger sig i spidsen i Norge
Det tyvende og sidste skud i en konkurrence er kendt for ofte at lægge et ekstra stort press på atleterne, fordi det tit kan være meget afgørende. Og det press mærkede Ukaleq også.
- Det har været et mål rigtigt længe at træffe tyve ud af tyve, så jeg tænkte bare, at hvis jeg rammer nu, kan det være, at jeg får medalje. Men alligevel klarede jeg at fokusere, og det er jeg rigtig tilfreds med, siger hun.
LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark vandt Norges Cup
Den unge skiskytte er vandt overlegent med et minut og 14 sekunder ned til nummer to, tjekkiske Tereza Vobornikova.
De næste konkurrencer er 6 km sprint den 1. februar og 7,5 km jagtstart den 3. februar. Ukaleq Slettemarks hidtil bedste resultat indtil i dag var en fjerde plads på jagtstarten sidste år.
Opdateret 13:44 med reaktioner fra Ukaleq Slettemark.