Ukaleq Slettemark lægger sig i spidsen i Norge
Skiskytten Ukaleq Slettemark fører Norges Cuppen i ungdomsklassen, der er for 17 til 19-årige, oplyser Grønlands Biathlon Forbund.
Den unge skiskytte har lagt sig i front med to stærke præstationer i cuppens første to løb, der blev afholdt i weekenden.
Lørdag tog Ukaleq Slettemark førstepladsen på fællesstarten. Med to forbiere ud af tyve skud lå hun på andenpladsen på sidste runde. Men Slettemark var hurtigst og sprintede sig til guldet.
LÆS OGSÅ Ukaleq Slettemark vandt Norges Cup
- Det var et super løb for mit vedkommende. Det er altid lidt irriterende at skyde forbi, men 18 træf ud af 20 er jo egentlig ret godt, siger Ukaleq Slettemark.
Søndag blev det til en anden plads med en fejlfri skydning og kun 11 sekunder efter vinderen.
LÆS OGSÅ Slettemark laver nyt bedste resultat i IBU Junior Cup
Ukaleq Slettemark fører nu altså Norges Cuppen i ungdomsklassen, som hun også vandt sidste sæson.
Den næste store opgave for skiskytten er junior-VM i Slovakiet i begyndelsen af februar.