Ujarassiorit-vinder fandt bjergart ved et tilfælde
Førstepladsen går til Louise Therkildsen.
Hun er fra Ikerasak ved Uummannaq og har vundet 55.000 skattefrie kroner for hendes fund af en sulfid-bærende hydrotermal åre i vulkansk bjergart fra øen Angineq, 10 km syd for sydøst spidsen af Svartenhukhalvø, skriver departementet for råstoffer.
Det lyder måske en smule kompliceret. Men det betyder, at der er blevet fundet små mængder af guld og andre mineraler på en ø og det er sammensætningen af mineralerne, som dommerkomitéen har fundet interessant.
Prøven som Louise Therkildsen har fundet indeholder guld, arsen, thallium, molybdæn og rhenium. Og det giver en anledning til, at der er potentielle guldmineraliseringer i området, forklarer geolog Jonas Petersen.
Der har engang været vulkansk aktivitet på øen Angineq, hvor varmen fra vulkanen har skabt en forekomst af forskellige mineraliseringer fra bjergarten.
- Guld er det væsentligste fund, men man skal også lægge mærke til at mængderne ikke er særlige høje. Sammensætningen indikerer dog, at der sker den slags mineralisering i området. Det indikerer også at der er muligheder for at søge efter den slags mineralisering, siger geolog Jonas Petersen.
Held i uheld
Han forklarer også hvordan Louise Therkildsen fandt dette mineralske fund.
Det var ifølge geologen held i uheld, at Louise sammen med sin mand fandt området. Det var under en moskusoksejagt i Svartenhuk, at de blev fanget i dårligt vejr og høje bølger, som gjorde, at de måtte søge i læ på en af øerne.
- Og der har de befundet sig i rigtig mange timer. Så havde de fundet på at gå en tur og fundet en rusten bjergart, hvoraf de har taget en prøve, siger Jonas Petersen.
Jonas Petersen fortæller, at de på nuværende tidspunkt ikke har planer om at undersøge området, men at de vil kigge forbi, når de engang befinder sig i nærheden.
Anden og tredjepladsen
Andenpladsen går til Therkild Hansen fra Qaarsut, med en præmie på 25.000 skattefrie kroner, for sit fund af en nikkelførende basaltisk bjergart.
Og så er der to vindere af tredjepladsen.
Det er Laura Jensen fra Narsaq og Otto Ugpernangitsoq fra Attu, som hver får 10.000 skattefrie kroner.
Læs mere om det her.