Historiker: Uheldigt at bruge historien i den politiske kamp

Thorkild Kjærgaard skærper tonen mellem danske og grønlandske debattører med sin udtalelse om, at Danmark bør suspendere Grønlands Selvstyre. Det er uheldigt, at Kjærgaard bruger historien i den politiske kamp. Det mener historiker Daniel Thorleifsen, direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.
Daniel Thorleifsen Foto © : KNR
Skrevet af Jaaku Lyberth
25. oktober 2017 09:58

Thorkild Kjærgaard, der tidligere har været tilknyttet Ilisimatusarfik, har via en kronik i Politiken opfordret til, at Folketinget suspenderer Selvstyret. Det gør han med den begrundelse, at Naalakkersuisut har oparbejdet massive budgetproblemer, og at samfundet er i social, kulturel og økonomisk opløsning.

Derudover argumenterer Thorkild Kjærgaard for, at danskerne som nordboernes efterkommere er mere indfødte end inuit.

De udmeldinger er en provokation imod de debattører og politikere i Grønland, der selv er hårde i retorikken overfor Danmark.

LÆS OGSÅ Danmark bør suspendere Selvstyret

Thorkild Kjærgaard giver med andre ord igen med samme mønt, men den debatform er meget ufrugtbar på længere sigt, siger historiker Daniel Thorleifsen, direktør for Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

- Thorkild Kjærgaard blander sig i den aktuelle debat omkring Grønlands selvstændighed, og det er det han bruger historien til. Jeg synes det er meget uheldigt, at man også bruger historien som et led i en politisk kamp, som foregår. Jeg synes også det er meget uheldigt at historisk fakta, som ikke har noget med den debat at gøre i dag, også bliver fremført på sådan en måde som det sker nu, siger Daniel Thorleifsen, og tilføjer:

- Den debat som skal foregå eller som foregår her omkring Grønlands vej ud i selvstændighed, den bliver forplumret når man kommer med sådanne argumenter som ikke har noget hold i virkeligheden, siger han.

Dansk Folkeparti har tilkendegivet sin støtte til Thorkild Kjærgaards udmelding.

LÆS OGSÅ Kronik: Grønland HAR været koloni