Uge 18 med druk

Den alkoholfri uge 18, sluttede søndag. I år blev den afviklet under titlen "Drik uden druk", men hvis man spørger politiet, har ugen ikke været nogen synderlig succes.
Skrevet af Mads Ullerup
07. maj 2013 06:44

Ugens politirapport fra Nuuk Politi, afslører nemlig en særdeles våd uge 18 med mange alkoholrelaterede overtrædelser.

- Uge 18 faldt uheldigvis sammen med en lønudbetalingsperiode, så når vi kigger på vores tal og vores sager, så har vi ikke kunnet mærke, at det har været en uge med fokus på sunde alkoholvaner, siger vagthavende hos Nuuk Politi, Taatsi Fleischer.

Hvis man sammenligner uge 18 med en almindelig lønudbetalingsuge, så er der faktisk ingen forskel, siger han.

Stort set hver en sag i uge 18, som politiet har haft, har der været alkohol indblandet, oplyser Taatsi Fleischer.

- Vi har eksempelvis 14 husspektakler og tre husspektakler med børn, og det gælder kun for Nuuk, siger Taatsi Fleischer.

Naalakkersuisoq for sundhed Steen Lynge gav 14 byer og 33 bygder midler til afholdelse af uge 18-arrangementer i år. Hvilket han var glad for, da målet efter hans mening er, at skabe rammer for god dialog omkring alkohol.

De mange spiritusrelaterede forseelser i sidste uges politirapport er naturligvis ikke positiv læsning, men uge 18 er bestemt ikke overflødig af den grund forklarer han.

- Det er jeg da ked af at høre, men efter at man har igangsat uge 18-ordningen har spiritusforbruget været dalende, så det har haft sin effekt. At forbruget ikke bliver formindsket drastisk i uge 18 gør ikke, at ugen bliver overflødig, siger naalakkersuisoq for sundhed, Steen Lynge.