Uenighed om placering af lufthavn

Trafikudvalgets formand i Kommune Kujalleq, Kaliistat Lund, mener, at Sydgrønland skal passe på, at regionen ikke bliver snydt og i al fremtid fanges af en regional lufthavn på kun 1199 meters længde uden reel mulighed for forlængelse. Både erhvervslivet og borgmesteren er af en anden mening.
29. juni 2012 12:51

Kaliistat Lund mener at den foreslåede placering af den eventuelle lufthavn i Qaqortoq godt nok er billig i anlægsfasen, men samtidig den absolut værst tænkelige, hvis man senere skal gører sig håb om at få landingsbanen forlænget udover de 1199 meter.

- Da et flertal i Kommunalbestyrelsen i efteråret anbefalede at sige ja til en regional lufthavn på 1199 m var det under forudsætning af, at den senere kan forlænges, påpeger Kalistat Lund, og mener at der nu foreligger en ny situation.

-Befolkningen bør samtidig informeres om konsekvenserne af Naalakkersuisoqs anbefaling, som vil betyde at Sydgrønland i al fremtid vil være afskåret fra direkte forbindelser til såvel Island som Danmark, slutter Kommune Kujalleqs trafikudvalgsformand Kalistat Lund.

Formanden for erhvervsudvalget i Qaqortoq Jim Riis mener ikke der er hold i hvad Lund siger. Han mener at man bør takke ja til en regional lufthavn.

-Atlantlufthavnen er alligevel lukket en stor del af året, og derfor er det besværligt at komme rundt omkring i landet. Nu har vi muligheden for at få en lufthavn, og den vil gavne både erhvervslivet og den forsvindende turisme i området. I hvert fald taler Kaliistat Lund ikke på vores vegne, men nok mest af alt på egne vegne, mener Jim Riis.

Heller ikke borgmesteren i Kommune Kujalleq Simon Simonsen er enig med sin trafikudvalgsformand.

- Jeg skal også påpege, at Inatsisartut endnu ikke har taget stilling til, hvor en fremtidig lufthavn skal ligge. På den baggrund mener jeg ikke, at man på vegne af kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq takke nej til en lufthavn. Sådan forholder det sig nemlig ikke, fastslår borgmester Simon Simonsen i en kort kommentar.