Udledning af sodpartikler i Arktis skal nedbringes

Miljøministrene fra landene i Arktisk Råd, har netop holdt et to-dages møde i den nordsvenske by Jukkasjärvi for bl.a. at diskutere, hvordan den såkaldte sod-emissionen - det vil sige udledning af sodpartikler - i Arktis kan nedbringes.
11. februar 2013 12:53

Mødets formand, den svenske miljøminister Lena Ek vil have halveret niveauet af sodpartikler i luften, fordi sod, som efter et par uger i atmosfæren lander på is og sne, forværrer klimaeffekten i Arktis.

- Arktis er verdens hjerte, fordi alle de store vind-, vand-, vejrsystemer bevæger sig over Arktis. Derfor er vi blevet enige om et dokument, der reducerer nationale emissionsgrænser for sod, sagde Lena Ek.

Sod, der kommer fra dieselmotorer og brændeovne, har ifølge nye undersøgelser offentliggjort i Journal of Geophysical Research vist sig at være den næststørste menneskeskabte kilde til den globale opvarmning og påvirker faktisk klimaet dobbelt så meget som hidtil antaget.

Sod, også kaldet black carbon, accelererer opvarmningen, fordi de fine partikler absorberer varme, når de er i luften, og når de formørker sne og is. De accelererer også afsmeltning af gletsjere og kan forstyrre regionale vejrmønstre.