Asii: Udflytning er Naalakkersuisuts ansvar

Kommuneqarfik Sermersooq deltager ikke i arbejdsgruppen, der skal se på at flytte selvstyreejede virksomheder ud af Nuuk.
Asii Chemnitz Narup Foto © : Kommuneqarfik Sermersooq
Skrevet af Inge S. Rasmussen
17. oktober 2016 07:53

Arbejdsgruppen består af de tre kommuner, nord, midt og syd, kommuneforeningen KANUKOKA samt Formandens Departement og Finansdepartementet - og altså uden Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs også UD AF NUUK Arbejdsgruppe skal drøfte udflytning

Det er helt bevidst, at hovedstadskommunen ikke er med i gruppen, forklarer borgmester Asii Chemnitz Narup (IA):

- Hvor selvstyrets arbejdspladser skal ligge er for mig at se et anliggende for Naalakkersuisut at bestemme.

På spørgsmålet om hun ikke frygter at miste arbejdspladser i kommunen, lyder svaret:

- Det er et anliggende for selvstyret og naalakkersuisut at bestemme og det holder jeg fast i som princip. Jeg synes det er vigtigt at der ikke sker en opgaveglidning og forplumring af hvor det egentlige ansvar ligger.

Asii Chemnitz Narup forstår godt ønsket fra hendes borgmesterkolleger om at få flere arbejdspladser ud.

Læs også UD AF NUUK Kielsen: Arbejdet med flytning af opgaver til kommunerne er i fuld gang

Hun minder om, at netop dét var hele meningen bag kommunalreformen og storkommuner, der kunne løfte opgaverne.

 - Så jeg er enig med de andre kommuner i: Lad os nu få turbo på den kommunalreformproces og få lagt de opgaver ud og dermed også flere arbejdspladser, anfører borgmesteren.