Udenrigsminister kommer til Grønland i weekenden

Under besøget skal det undersøges, hvordan Naalakkersuisut kan inddrages yderligere i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
- Det er personligt meget vigtigt for mig at sikre et levende, ligeværdigt og respektfuldt rigsfællesskab, der udvikler sig i takt med tiden, lyder det fra Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod. Foto © : Scanpix
21. august 2020 14:07

Den danske udenrigsminister Jeppe Kofod besøger Grønland i denne weekend. 

Formålet med besøget er at styrke relationerne mellem Danmark og Grønland. Under sit besøg skal udenrigsministeren blandt andet mødes med Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender og energiområdet, Steen Lynge (D). 

LÆS OGSÅ Pompeo i København: Vi har diskuteret Arktis og Pituffik

Derudover er et fælles møde med Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatsisartut også på dagsordenen.

Det oplyser det danske udenrigsministerium i en pressemeddelelse.

Under møderne vil der være fokus på at drøfte konkrete muligheder for et styrket samarbejde. Blandt andet for at sikre at Naalakkersuisut i endnu højere grad bliver inddraget i udenrigs- og sikkerhedspolitik med betydning for det grønlandske folk.

- Det er personligt meget vigtigt for mig at sikre et levende, ligeværdigt og respektfuldt rigsfællesskab, der udvikler sig i takt med tiden. 

- Det gælder også på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Naalakkersuisoq Steen Lynge og jeg tog hul på nogle rigtig gode drøftelser om netop dét, da vi mødtes i juli, og jeg ser meget frem til at genoptage dialogen, siger Jeppe Kofod med henvisning til et fællesmøde med den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo, der fandt sted i København i slutningen af juli.

Udenrigsminister Jeppe Kofods besøg i Grønland vil vare fra lørdag den 22. august til mandag den 24. august.