Tv-drama om oliefund i Grønland begejstrer anmeldere
Der er fundet olie i Diskobugten. Rigtig meget olie. Faktisk vil Grønland kunne tjene milliarder – og muligheden for at takke nej til bloktilskud og dermed uafhængighed fra Danmark ser ud til at være snublende nær.
Det bliver startskuddet til en udfoldelse af konflikterne omkring Arktis – både i forhold til relationen mellem Danmark og Grønland og til internationale interesser fra stormagterne USA, Rusland og Kina.
Rollelisten byder på blandt andet Ujarneq Fleischer, Rasmus Lyberth, Angunnguaq Larsen, Kiki Godtfredsen, Krissie Berthelsen Winberg og Nivi Pedersen. Og Svend Hardenberg får skuespillerdebut i rollen som Hans Eliassen, der er naalakkersuisoq for udenrigs- og råstoffer.
- Jeg er ret spændt på, hvordan folk tager imod serien og tager imod rollen, jeg spiller, sagde han til KNR i går.
Og anmelderne har taget rigtig godt imod.
Fem stjerner ud af seks mulige
B.T's anmelder roser seriens "lange række af gode skuespilpræstationer". Han giver fem ud af seks stjerner.
Det samme gør Ekstra Bladets anmelder og skriver, at det er den "bedste Borgen", han har set.
Filmmagasinet Ekko kvitterer med fem stjerner ud af seks mulige for de første tre afsnit, mens Jyllands-Posten og Soundvenue giver fire stjerner - også ud af seks mulige.
- Tidens gang og dramaet om Grønland udfoldes overbevisende i glædeligt gensyn, der er så drønspændende, at serien kan give øde gader, skriver Kristian Ditlev Jensen i anmeldelsen på ekkofilm.dk.
Oliefundet åbner ifølge anmelderne for et politisk drama uden sidestykke, hvor både Danmarks forhold til Grønland, forholdet til stormagterne USA og Rusland og klimadebatten kommer på dagsordenen.
Ifølge anmeldelsen hos Soundvenue er der flere ligheder mellem tv-seriens statsminister og den rigtige statsminister, Mette Frederiksen (S).
Anmelderen skriver, at statsministeren i tv-serien er en "næsten for tæt parodi på Mette Frederiksen".
Ud på Netflix
Også Politikens anmelder kalder statsministeren for "den stærkt Mette Frederiksen-lignende regeringsleder" og kvitterer med tre ud af seks hjerter.
"Borgen" er skrevet af hovedforfatter Adam Price og hans to medforfattere Jeppe Gjervig Gram og Tobias Lindholm.
DR har tidligere oplyst, at serien denne gang er skabt i samarbejde med Netflix, hvor den vil være tilgængelig, når den først har været vist på DR1.
Seriens tre første sæsoner blev sendt på DR1 mellem 2010 og 2013. I gennemsnit fulgte 1,5 millioner seere med hver søndag.