Tusass lancerer musikplatform kun med grønlandsk musik
Der er i dag landet en tidlig julegave til de musikglade.
Tusass har nemlig længe varslet med en helt ny platform udelukkende for grønlandsk musik. Og nu er den altså klar.
Det skriver tele- og internetudbyderen i en pressemeddelelse.
Tusass Music er en musikstreamingtjeneste i form af en app, der har samlet mere end 4.000 grønlandske sange fra både nye og gamle kunstnere, heriblandt navne som Nanook, Inuk og Rasmus Lyberth.
På den måde skal app’en sikre, at befolkningen får mulighed for både at genfinde gamle klassikere og opdage ny grønlandsk musik, udtaler Nikolaj Christoffersen, der er kommerciel direktør i Tusass, i pressemeddelelsen.
-Tusass Music er en digital skattekiste med Grønlands musikalske fælles arv, nutid og fremtid. Et sted, hvor der er plads til al slags grønlandsk musik. Tusass Music skal være med til at forbeholde grønlandsk musik, der er produceret flere år tilbage, men Tusass Music er også lavet for den nuværende samt fremtidige musik, siger han.
Ifølge Tusass har meget grønlandsk musik tidligere været spredt og svært at få adgang til, og det skal musiktjenesten altså nu lave om på.
Samtidig er målet, at give kunstnere bedre muligheder for at komme ud til lytterne, udtaler bestyrelsesformand for Tusass, Ulrik Blidorf, i pressemeddelelsen.
- Tusass Music skal ikke generere store overskud til Tusass – tværtimod er ambitionen, at overskuddet skal føres tilbage til de grønlandske musikere, så endnu flere af vores talenter kan udvikle sig, skabe ny musik og nye oplevelser for vores ejere, det grønlandske folk.
Musikere har været betænkelige
Op mod lanceringen har der dog været delte meninger i musikkredse om den nye musiktjeneste.
I november fortalte formanden for Grønlands musikforening, Georg Jensen, at det var bekymrende, at Tusass Music ville have eneret på kunstnernes musik.
Et faktum, som Tusass kommercielle direktør, Nikolaj Christensen, også italesatte i november.
- Kunstnere må vælge mellem Tusass Music og eksempelvis Spotify. Man kan ikke være begge steder samtidig. Så når kunstnere vælger Tusass Music, er de nødt til at fjerne deres musik fra Spotify til afspilning i Danmark eller Grønland, sagde han.
Hvis musikerne har givet mulighed for at deres musik kan lyttes til i andre lande, vil musikken dog fortsat kunne høres, selvom de er med i Tusass Music.