Trump lufter mulighed for at udskyde valg

USA's præsident, Donald Trump, rejser muligheden for at udskyde præsidentvalget, indtil det kan ske på sikker vis.
På Twitter lufter USA's præsident, Donald Trump, nu muligheden for at udskyde præsidentvalget, indtil det kan ske på sikker vis. Foto © : Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
31. juli 2020 08:30

På Twitter lufter USA's præsident, Donald Trump, nu muligheden for at udskyde præsidentvalget, indtil det kan ske på sikker vis.

Det skriver Ritzau torsdag.

I et opslag på det sociale medie henviser præsidenten til den påståede risiko for svindel med brevstemmer.

- Udskyd valget til folk kan stemme ordentligt, pålideligt og sikkert, skriver han.

LÆS OGSÅ Covid-19 smittetal i USA slår nye rekorder

Trump gentager i sit opslag en påstand, han mange gange har fremført om, at brevstemmer vil føre til valgsvindel.

- Med universel brevstemning vil 2020 blive det mest upræcise og bedrageriske valg i historien. Det vil være en stor skændsel for USA, skriver Trump.

I USA er det ikke præsidenten, der kan beslutte, om et præsidentvalg skal udskydes. Det vil i så fald skulle gøres af Kongressen, skriver Ritzau.

Det vil sige, at det blandt andet skal accepteres af Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har et flertal.

Trumps udmelding har blandt andet fået det demokratiske kongresmedlem Dan Kildee til tasterne.

LÆS OGSÅ Prognoser spår sejr til Biden ved primærvalg i flere delstater

- En siddende præsident spreder løgn og antyder, at han vil udskyde valget for at holde sig ved magten, skriver han på Twitter.

Coronapandemien har medført diskussioner om, hvorvidt det vil være sikkert for vælgerne at begive sig til stemmeurnerne. Derfor drøfter mange stater muligheden for i højere grad at brevstemme.