Covid-19 smittetal i USA slår nye rekorder

For tredje dag i streg melder USA om et rekordhøjt antal coronasmittede i løbet af 24 timer.
I hele USA er over 3,6 millioner smittetilfælde blevet bekræftet, mens over 139.000 er døde med virusset siden pandemiens start, viser tal fra Johns Hopkins University. Foto © : RitzauScanpix
Skrevet af Ritzau
18. juli 2020 13:12
Versionist Mads Lynge

I alt er 77.638 personer i USA således blevet testet positive med coronavirus det seneste døgn. Det er over 9000 mere end det forrige døgn og det højeste, siden coronavirusset brød ud i landet.

Det fremgår af en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til lørdag dansk tid.

Før de seneste tre døgns rekorder havde antallet af nye smittede på 24 timer i USA ligget mellem 55.000 og 65.000 ti dage i streg.

Antallet af nye smittede i USA har været stigende siden maj, hvor de amerikanske delstater så småt begyndte at genåbne for at få gang i økonomien.

Delstaterne Arizona og Texas, der er hårdt ramt af coronavirusset, er begyndt at bestille kølevogne til at opbevare lig, fordi lighusene er fulde.

I hele USA er over 3,6 millioner smittetilfælde blevet bekræftet, mens over 139.000 er døde med virusset siden pandemiens start, viser tal fra Johns Hopkins University.

De seneste ugers stigende antal smittetilfælde har præsident Donald Trump forklaret med, at langt flere personer end tidligere bliver smittetestet.