Sara O. Sandgreen vil være socialrådgiver i kommunen: Jeg har viljestyrken
Der bliver uddannet en del socialrådgivere i Grønland, men alligevel vælger mange af dem, der bliver uddannet, faget fra, når de er færdige på studiet.
Socialrådgiverforeningen (NIISIP) vil have Naalakkersuisut til at undersøge, hvordan tendensen kan vendes, så socialrådgiverens kompetencer kan komme ud i kommunerne og gøre gavn for borgerne.
LÆS OGSÅ Kun hver tredje socialrådgiver er uddannet til jobbet
Sara Olsvig Sandgreen, der er nyuddannet fra Ilisimatusarfik, kan godt genkende, at arbejdet som socialrådgiver har et dårligt ry. Men det har ikke stoppet hende:
- Jeg hørte rygter om situationer i vores land, og det har været med til at skabe en slags hindring for mine tanker - vil jeg virkelig arbejde med disse ting i fremtiden? Men jeg kan lide uddannelsen og har viljestyrke. Derfor har jeg valgt den uddannelse, siger Sara Olsvig Sandgreen.
Ifølge tal fra NIISIP er der 300 uddannede socialrådgivere i Grønland, hvoraf 77 af dem arbejder i kommunerne. Det anslås dog, at der mangler yderligere 154 socialrådgivere i den kommunale socialforvaltning.
Sara Olsvig Sandgreen har fået sit drømmejob
En af de kommuner, som har haft svært ved at tiltrække uddannet personale til deres socialrådgiverstillinger, er Avannaata Kommunia.
Her er kun fire ud af 51 jobs besat af en person, som er uddannet socialrådgiver.
LÆS OGSÅ Hvorfor vil socialrådgiverne ikke arbejde i kommunerne?
Snart kan de dog tilføje endnu en medarbejder, som har taget socialrådgiveruddannelsen. Sara Olsvig Sandgreen har nemlig takket ja til et job i netop Avannaata Kommunia.
- Jeg har fået en stilling i Avannaata Kommunia i forvaltningen for børn, unge og familier, hvor jeg skal være med i et hold af rejsende socialrådgivere, der rejser til byer og bygder, siger Sara Olsvig Sandgreen og fortsætter:
- Siden jeg startede, har jeg vidst, at jeg ville arbejde indenfor børne- og ungeområdet. Jeg har altid været interesseret i børn og unge.
Forandringens vinde skubber på udviklingen af socialrådgivernes hverdag
Hvis Sara Olsvig Sandgreen skal have flere kollegaer, mener NIISIP dog, at det er nødvendigt, at der skal ske væsentlige forbedringer i kommunerne, så socialrådgiverne ikke mister gejsten for deres arbejde.
- Vi håber, at der vil begynde at ske noget, lyder det fra Karen D. Jensen, der er næstformand i NIISIP.
Til KNR siger Paneeraq Olsen (Naleraq), der er naalakkersuisoq for børn, unge og familier, at Naalakkersuisut er trukket i arbejdstøjet:
- I løbet af foråret vil vi helt sikkert komme med en konkret udmelding om, hvad vi agter at gøre.