Hvorfor vil socialrådgiverne ikke arbejde i kommunerne?
Socialrådgiverforeningen, NIISIP, har netop offentliggjort en undersøgelse, der afslører, at der er stor mangel på uddannede socialrådgivere i landets kommuner.
Ifølge undersøgelsen mangler der intet mindre end 154 uddannede socialrådgivere i kommunerne. Det på trods af at der er omkring 300 uddannede socialrådgivere i Grønland.
LÆS OGSÅ Kun hver tredje socialrådgiver er uddannet til jobbet
Derfor vil NIISIP nu have Naalakkersuisut til at se på, hvad man kan gøre for at lokke socialrådgiverne til at tage et job i socialforvaltningen.
Uddannet personale giver hurtigere og bedre hjælp til borgerne
Spørger man NIISIP, har det nemlig stor betydning, at socialrådgiverne har taget en uddannelse:
- Det giver bedre og hurtigere sagsbehandling, hvis man har større viden, siger socialrådgiverforeningens næstformand Karen D. Jensen.
Hun bakkes op af naalakkersuisoq for sociale anliggender, arbejdsmarked og indenrigsanliggender, Mimi Karlsen (IA):
- En borger skal kunne møde fagligt velkvalificeret personale, når borgeren har behov for hjælp fra det offentlige. Uddannede socialrådgivere er det bedste udgangspunkt for dette, skriver Mimi Karlsen i en pressemeddelelse.
Ser man på tallene i NIISIP’s undersøgelse, kan man se, at det kun er hver tredje socialrådgiver i kommunerne, som har taget uddannelsen.
Hvorfor mangler vi hænder til at tage sig af borgerne?
For at få de mange uddannede socialrådgivere til at tage et job i kommunen, ønsker NIISIP, at Naalakkersuisut skal se nærmere på, hvad der skal til for at gøre jobbet mere attraktivt.
- Vi foreslår fra NIISIP, at det bliver undersøgt, om der er nok jobs, og om jobbene er tilpasset vilkårene i kommunerne. Hvilke tiltag er der behov for, før de vil tage jobbet?, siger Karen D. Jensen.
- Der er mange, som kommunen skal servicere, eksempelvis handicappede, ældre, førtidspensionister, børn og unge. Socialforvaltningen er et enormt område. Har vi nok hænder, eller skal vi tænke anderledes?
LÆS OGSÅ Intet overblik over antallet af socialrådgivere
Det anslås, at afdelingerne for børn, ældre og handicappede i kommunerne mangler 154 uddannede ansatte.
Avannaata Kommunia er et af de steder, der har svært ved at skaffe uddannet personale. Kun fire ud af 51 jobs er besat af en person, som er uddannet socialrådgiver.
- Vi håber, at denne undersøgelse vil sætte skub i tingene, og der vil begynde at ske noget, lyder det fra Karen D. Jensen.
Til KNR siger Paneeraq Olsen (Naleraq), der er naalakkersuisoq for børn, unge og familier, at Naalakkersuisut er trukket i arbejdstøjet:
- I løbet af foråret vil vi helt sikkert komme med en konkret udmelding om, hvad vi agter at gøre.