Trods politisk ballade: Underskrift er sat på kontrakt om lufthavne

På trods af voldsom politisk uro har Munck Gruppen og Kalaallit Airports underskrevet kontrakten om  anlæggelsen af nye lufthavne.
Foto © : Kalaallit Airports/Youtube
13. august 2019 17:29

Tirsdag eftermiddag blev aftalen om de nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat skrevet under.  

Det bekræfter administrerende direktør hos Kalaallit Airports, Peter Wistoft, i en kortfattet sms til Ritzau.

KNR har flere gange i dag forsøgt at få en kommentar fra Kalaallit Airports, men det har desværre ikke været muligt. 

Aftalen blev indgået mellem Kalaallit Airports og entrepenørselskabet Munck Gruppen.

LÆS OGSÅ Aftale om anlæggelse af lufthavne underskrives i dag

Egentlig skulle underskriftceremonien være foregået i Hans Egedes Hus i Nuuk, men fredag aften kom det frem, at ceremonien var blevet flyttet til et ikke oplyst København, hvor pressen ikke havde adgang.

Og det var altså på dansk jord, at underskrifterne i dag blev sat.

Politisk ballade i Siumut

Dermed er kontrakten altså skrevet under på en dag, hvor den endnu en gang har pustet til en voldsom politisk uro. Der er nemlig udbrudt en åben konflikt i Siumut, efter at seks medlemmer af Inatsisartut og naalakkersuisoq Erik Jensen i et brev mandag aften erklærede, at de vil have Kim Kielsen afsat som formand for Siumut.

LÆS OGSÅ Finansudvalget vil have stoppet underskrivelse af lufthavnsaftale

Konflikten kommer i forlængelse af, at partiets formand for Finans- og Skatteudvalget, Hermann Berthelsen, fredag aften gik sammen med oppositionen og forlangte at få underskriftceremonien stoppet.

Udvalget mente ikke, at de har fået tilstrækkelige oplysninger om arbejdet fra Kim Kielsen.

Anlæggelsen af de to nye lufthavne ventes at løbe op i mindst 3,5 milliarder kroner.