Døgnrapport: Tre unge personer sejlet ind i en isskosse og kæntret, men i god behold
Tirsdag omkring klokken 14 fik Grønlands Politi en anmeldelse om en kæntret båd nær Narsaq.
- Det er en Poca 600-jolle, som er sejlet ind i en isskosse, og de tre personer ombord, de er blevet kastet i vandet, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Jeppe Andsager.
Han oplyser, at der var en kvinde og to mænd i båden, hvoraf to af dem var teenagere, og den sidste var en mand i 20’erne.
- De har ved egen hjælp svømmet op på den her isskosse, siger Jeppe Andsager:
- Båden var totalt skadet, men personerne har været rigtige heldige. Der går kun 5-10 minutter, og så bliver de samlet op af en forbipasserende båd fra Disko Line.
De tre unge mennesker har det derfor også efter omstændighederne godt:
- De blev bragt ind til havnen i Narsaq, hvor de er blevet tilset af sundhedsvæsnet. De er ikke kommet alvorligt til skade, men de har været meget kolde, siger Jeppe Andsager.
Grønlands Politi har ikke planer om at oprette en sag på det:
- Det er uopmærksomhed, der er skyld i ulykken, så for politiets vedkommende kommer vi ikke til at oprette en sag.