Tonsvis af torsk er døde i bure ved Sisimiut og Maniitsoq
Flere fiskere i Sisimiut og Maniitsoq har mistet flere tons torsk.
Det er torsk, som bliver holdt i live i netbure og bundgarn, som fiskerne låner af Royal Greenland. Og nu er mange tons torsk stendøde. Præcis hvor mange torsk er døde, er endnu blevet opgjort.
Hvordan og hvorfor torskene er døde, ved man ikke endnu, men Royal Greenland sender nu et hold fra Maniitsoq ind til fjordene, for at undersøge sagen nærmere.
Mange tons døde torsk
Mogens Fontain er fisker i Sisimiut, og han er ikke i tvivl om, hvem er skyld i de døde fisk:
- Det foregår sådan, at når burene er fyldte, så melder vi det til Royal Greenland. Derefter regner vi med, at der vil gå 10 til 14 dage, inden de er tømte. Men efter lidt mere end en måned i burene døde torskene, fortæller han.
En anden fisker i Sisimiut, Nuka Olsen, mener også, at torskene har været for længe i netburene.
- På grund af den lange ventetid, så sultede torskene. Måske er der også ændret på næringen i havet - det er meget svært at vide, siger han.
Er det ikke dit ansvar at holde dem i live?
- Vi følger Royal Greenlands retningslinjer, vi må ikke give dem mad. Vi må ikke gøre noget, vi skal bare fylde op, ikke andet.
Han forklarer, at et netbur kan indeholde op til 30 tons.
Der er fundet døde torsk i 11-12 bure. Han vurderer selv, at han kommer til at miste omkring 100.000 kroner af de mange tons døde torsk i hans bure.
Royal Greenland: Smeltevand skyld i døde torsk
Royal Greenland skriver i en pressemeddelelse, at der er tale om seks fiskere og en enkelt i Maniitsoq-området, som oplever døde torsk i netbure og bundgarn.
Fiskerikoncernen siger selv, at det er en højst usædvanlig hændelse, og at torskene ikke kan være døde af sult.
- Der er tale om en metode, der er gennemtestet indenfor fiskeriet, og torsk kan gå adskillige uger uden føde. Vi føler os sikre på, at det ikke er skylden til fiskedøden. Torskedøden kan skyldes smeltevandet fra land, eller den metode der er brugt i overflytningen af torsken fra bundgarnet til buret, siger Sten Sørensen, som er driftschef for torsk og krabber hos Royal Greenland.
Ifølge Royal Greenland "kan årsagen til torskedøden være, at burene har ligget et sted, hvor der har været meget smeltevand fra land eller gletsjer og dermed for meget ferskvand i havoverfladen.”
Indsætter et skib til
Kommunikationschef i Royal Greenland, Masaana Egede, forklarer, at der i år er flere fiskere som benytter sig af netbure og bundgarn i forbindelse med torskefiskeriet. Men der er kun et skib til at hente de mange torsk. Derfor har fiskeriselskabet indsat et skib til.
- I de sidste par år har fiskerne været tilfredse med brugen af netbure, og der er efterhånden også kommet flere fiskere. Det betyder også mere fangst. Vi har prøvet at nå ud til alle så godt, vi kunne. Næste uge vil en trawler fra Sisimiut tage af sted for at hjælpe til, fortæller Masaana Egede.
- Vi arbejder på, at vi hurtigere kan hente torskene.