Krænkelser i KNI: Retssag mod tidligere direktør begynder i dag

Tirsdag morgen klokken ni begynder en omdiskuteret retssag mod KNI's forhenværende direktør Peter Grønvold Samuelsen i Qeqqa Kredsret.
Han er tiltalt for at have begået blufærdighedskrænkelser mod i alt fem kvinder, mens de var ansat i virksomheden.
Anklagemyndigheden kræver tre måneder i anstalt, mens Peter Grønvold Samuelsen nægter sig skyldig og går efter frifindelse.
Sagen løber over to dage - i dag og i morgen, onsdag.
I anklageskriftet, som KNR har fået aktindsigt i, beskrives krænkelser, der skulle være sket i perioden fra 2016 til 2021 - både i KNI-bygningen i Sisimiut og på tjenesterejser.
KNI (Kalaallit Niuerfiat)
KNI er et selvstyreejet aktieselskab, der forsyner Grønland med dagligvarer, forbrugsgoder og brændstof.
Selskabet består af de fire forretningsenheder Polaroil, Pilersuisoq, KNI Engros og datterselskabet Neqi A/S.
KNI's hovedsæde har hjemme i Sisimiut.
Uønskede kys og snak om sexliv
Alle fem kvinder fortæller, at de under deres ansættelse blev udsat for uønskede berøringer fra den daværende administrerende direktør.
Der er blandt andet tale om berøringer af nakke, skuldre, hofter, ryg, armhuler og bagdel.
Flere af kvinderne fortæller også om at blive krammet og kysset på kinden eller i nakken, og at han kunne finde på at tage fat i en BH-strop.
En kvinde beskriver en hændelse, hvor den daværende direktør stillede sig bag ved hende og placerede sine hænder ved hendes armhuler, så han med sine fingre kunne få hendes bryster til at bevæge sig.
Ved en anden lejlighed skulle han have taget fat i hende og talt om en sexstilling kaldet ”trillebør”.
LÆS OGSÅ Tidligere KNI-ansat: Han stod bag mig og rørte mine bryster
Flere af kvinderne fortæller, at Peter Grønvold Samuelsen spurgte ind til deres sexliv.
En af dem fortæller, at han sagde ting til hende som: ”Tænk at binde dig fast i sengen” og ”Nogle gange er jeg uartig”.
Skandaler i KNI A/S
- En sag om fejl og manipulation af KNI’s økonomi begyndte at rulle sidste år i november, da flere whistleblowere stod frem i medierne.
- Efter måneders undersøgelser konkluderede ledelsen i oktober, at der er manipuleret med økonomien. Foreløbigt har det kostet 112 millioner kroner og et underskud på 12,5 millioner kroner før skat.
- Ledelsen har dog stadig ikke det fulde overblik, og derfor kan det koste koncernen flere penge.
- En person er politianmeldt for dokumentfalsk og bedrageri, men KNI vil ikke oplyse hvem, og for hvor store beløb.
- Derudover er koncernen ramt af anklager om seksuelle krænkelser mod den tidligere direktør Peter Grønvold Samuelsen. Han er blevet politianmeldt i den sag.
- Siden sagerne begyndte, er Peter Grønvold Samuelsen blevet bortvist. Han er erstattet Jeppe Jensen. Derudover er den tidligere HR-chef fratrådt og den tidligere bestyrelsesformand Lars Borris Pedersen er fratrådt og erstattet af Svend Hardenberg.
Fratrådte sin stilling
Det var tilbage i marts 2021, at det kom frem, at den nu tidligere KNI-direktør var blevet meldt til politiet for krænkelser.
I den forbindelse sagde han:
- Jeg vil dybt beklage og uforbeholdent undskylde til enhver, som måtte have følt nogen form for ubehag, hvis jeg ubevidst måtte have overskredet vedkommendes grænser eller handlet, som kunne have haft præg af uønskede berøringer eller verbale ytringer.
Kort forinden var Peter Grønvold Samulesen fratrådt sin stilling.
På det tidspunkt stod det ikke klart, hvad der lå bag hans afgang.
Men i oktober oplyste KNI’s nye ledelse, at Peter Grønvold Samuelsen først blev bedt om at gå af og senere bortvist fra KNI som følge af en intern undersøgelse af chikane i virksomheden.
Peter Grønvold Samuelsen var administrerende direktør for KNI i syv år.
Retssagen mod ham skulle have fundet sted den 1. og 2. december sidste år, men blev udskudt, fordi både forsvarer og anklager strandede i Nuuk på grund af en glat landingsbane.
Samtidig var hovedstaden ramt af strømafbrydelser, og det gjorde det umuligt at køre retsmødet over video.