Tilsyn: 200 sager skal behandles på fire måneder

Kommuneqarfik Sermersooq får påbud fra tilsynsenheden efter uanmeldt tilsyn
Mulighederne for at sætte ind i børnesagerne i Tasiilaq er begrænset til nærmest kun at omfatte anbringelse af børnene udenfor hjemmet. Foto © : Merete Lindstrøm
Skrevet af Merete Lindstrøm
18. september 2019 06:21

Indenfor fire måneder skal alle planlagte undersøgelser af de sociale forhold i børnesager være sat i gang - og to måneder senere skal handlingsplaner og indsatser være på plads. Så konkret lyder et påbud fra tilsynsenheden til Kommuneqarfik Sermersooq.

Hvis kommunen skal leve op til påbuddet fra tilsynsenheden om at behandle alle sager indenfor seks måneder, så kræver det, at der bliver leveret på ønskerne om hjælp fra Danmark om mere personale. Det understreger Martha Lund Olsen, der er direktør i Forvaltning for Børn og Familie i Kommuneqarfik Sermersooq.

- Det kommer så meget an på, hvor meget hjælp vi kan få. Hvis det skal være uden hjælp, så kan det godt tage længere tid, siger Martha Lund Olsen. 

200 sager på venteliste

I maj og juni har tilsynsenheden gennemført et uanmeldt tilsyn af kommunens arbejde på socialområdet og udarbejdet en rapport med resultaterne. I tilsynsrapporten står der, at der har været 664 underretninger i kommunen sidste år og frem til 15. maj. I de sager er der udarbejdet 11 socialfaglige undersøgelser, mens cirka 200 sager er sat på venteliste til en undersøgelse.

LÆS OGSÅ Store forbedringer siden tilsyn i socialforvaltning

Martha Lund Olsen har bedt Naalakkersuisut om 17 nye medarbejdere, der skal hjælpe med at få styr på de mange sager.

En såkaldt socialfaglig undersøgelse sættes i gang efter en underretning om et barn for at finde ud af, hvilken indsats, der skal igangsættes. Den skal blandt andet klarlægge barnets trivsel og udvikling samt familieforhold.

I øjeblikket har kommunen lavet flere indsatser uden at lave de socialfaglige undersøgelser, og det kan være et problem, mener tilsynsenheden. Det betyder nemlig, at den indsats, der bliver lavet i sagerne, risikerer at være forkert eller utilstrækkelig, lyder det. Men barnets umiddelbare trivsel har været vigtigere end administrationen, forklarer direktøren.

Der er ikke mange valgmuligheder 

- Vi har jo prioriteret, at vi ville handle i stedet for at vente på en socialfaglig undersøgelse, siger hun. 

Martha Lund Olsen forklarer, at handlingsplanerne ikke giver meget mening, fordi der I øjeblikket ikke er så mange forskellige handlemuligheder i Tasiilaq ud over anbringelser af barnet uden for hjemmet.

- Hvis vi havde tilstrækkeligt med psykologer og familieterapeuter, så ville situationen givetvis se anderledes ud, siger hun.

LÆS OGSÅ Børnetalsmand rystet over tilsynsrapport

Chef for tilsynsenheden, Helga Rask Jensen, fortæller til KNR, at der er lavet aftale med kommunen om en månedlig status på, hvordan arbejdet skrider frem. Så længe kommunen arbejder seriøst med at opfylde påbuddet, så er det muligt for tilsynsenheden at udvide tidsfristen, oplyser hun.