Socialdemokratiet: Tilliden til Aleqa er svækket

Aleqa Hammond har sået tvivl om sin troværdighed allerede fra første arbejdsdag som formand for Grønlandsudvalget. Det mener man i Socialdemokratiet.
Foto © : Siumut
19. december 2016 15:28

- Jeg synes, det er ærgerligt, at Aleqa (Hammond, red.) har valgt den modsatte side og nu er hoppet op i lommen på Lars Løkke Rasmussen.

Det siger Karin Gaardsted, grønlandsordfører i Socialdemokratiet, til KNR om udnævnelsen af Aleqa Hammond som formand for Grønlandsudvalget. 

Udtalelsen kommer samme dag, som partiet har meddelt, at Hammond er ekskluderet fra det socialdemokratiske valgforbund i Folketinget, som hun har tilhørt siden folketingsvalget i juni 2015. 

LÆS OGSÅ Udpegelse af Aleqa Hammond er smart træk af Løkke

Men efter aftalen med Venstre i sidste uge er tilliden til Aleqa Hammond stærkt svækket.

- Nu skal vi selvfølgelig se, hvordan arbejdet (i Grønlandsudvalget, red.) kommer i gang. Men umiddelbart hører hun (Aleqa Hammond, red.) jo for mig at se til på den anden fløj. Hun er jo blevet borgerlig. Hun holder med statsministeren og de borgerlige. Og det er en hel ny situation for mig, som gør, at jeg jo ikke kan have den samme tillid til hende, som jeg har haft før, siger Karin Gaardsted til KNR.

S ønskede grønlænder som formand

Fredag kom det frem, at Aleqa Hammond har aftalt med Venstre, at hun - mod at sidde i formandsstolen i Grønlandsudvalget - undlader at stemme i sager, der kan risikere at vælte Løkkes regering.

Efter valget i 2015 kritiserede Socialdemokratiet selv, at Venstre selv tog formandsposten i stedet traditionen tro for at give posten til et grønlandsk folketingsmedlem. Og Socialdemokratiet mener stadig, at det bør være en grønlandsk politiker, der skal sidde for bordenden, understreger Gaardsted. 

LÆS OGSÅ Rød blok smider Aleqa Hammond på porten

Men udpegelsen af Aleqa Hammond er sket uden opbakning fra resten af udvalget.

- Det, vi ser lige nu er jo, at Aleqa Hammond har sat sig selv i den stol, uden at der har været tale om en opbakning til, at hun skulle sætte sig der, som jeg mener er både fornuftigt og nødvendigt, for at man kan få et godt samarbejde i et udvalg.

Socialdemokratiet vil nu samarbejde endnu tættere med Siumut i sager om Grønland i Folketinget for at repræsentere grønlandske, socialdemokratiske vælgere, oplyser partiet.

Aleqa Hammond var ind til i fredags næstformand i Grønlandsudvalget. Den post skal nu besættes ved næste møde i udvalget i det nye år.