Tidligere naalakkersuisoq for sundhed: Ikke alle har råd til at købe kviktest
Timelange køer til testcentrene skal kortes ned.
Sådan lød meldingen fra Naalakkersuisut på tirsdagens pressemøde.
Det betyder, at det kun skal være folk med symptomer, som stiller sig i dem. Folk som bare gerne vil være på den sikre side skal tage en selv-test.
Det er i hvert fald Naalakkersuisuts anbefaling, som tirsdag dog ikke kunne sætte en dato på, hvornår de mange hjemmetest ligger klar i landets butikker og bygder.
LÆS OGSÅ 1.400 kviktest blev udsolgt i Matas på mindre end to dage
En kviktest koster cirka 40 kroner stykket, og udmeldingen fra Naalakkersuisut bekymrer tidligere naalakkersuisoq for sundhed, Demokraatits Anna Wangenheim.
Hun sidder som næstformand for Familie- og Sundhedsudvalget i Inatsisartut, og selv om intentionen om at afkorte køerne er god, så rammer den socialt skævt, mener hun.
- Jeg bliver nødt til at spørge, for hvem er det muligt for? Og det er jo for dem, der har råd til at købe testkits. Vi ved, de koster mange penge per styk, og det er ikke alle, der har råd til det, siger Anna Wangenheim.
Kommunikation risikerer at ramme socialt skævt
Hun mener også, at Naalakkersuisut rammer socialt skævt ved på pressemødet at sige, at folk nu skal holde sig opdateret på corona.nun.gl for at se om deres by er underlagt restriktioner.
- Det ikke alle borgere, der har adgang til de her informationshjemmesider herunder de ældre eller andre, som ikke har råd til internetadgang. Så det er at ramme meget skævt i forhold til, hvornår man har adgang til de her sundhedsinformationer, siger Anna Wangenheim.
LÆS OGSÅ Corona: Nye restriktioner træder i kraft fra midnat
På pressemødet i tirsdags kom det frem, at kravet om coronapas kun gælder i de byer og bygder, hvor der har været smittespredning fra ukendte smittekilder indenfor de sidste to uger.
Navnene på byer og bygder vil blive offentliggjort på Landslægeembedets hjemmeside, nun.gl. Det betyder, at når en by eller bygd bliver tilføjet listen, træder der tre restriktioner i kraft:
- Det er krav om at vise coronapas
- Maksimalbelægning i offentlige lokaler - det vil sige, at der kun må være halvdelen af det antal mennesker i lokalet, som brandmyndighederne har godkendt lokalet til.
- Mundbind på alle steder med offentlig adgang.