1.400 kviktest blev udsolgt i Matas på mindre end to dage
Udsolgt.
Det er beskeden i Matas i Nuuk til de kunder, der beder om en kviktest til hjemmebrug.
Faktisk gik der mindre end to dage, før en sending med 1.400 kviktest var revet ned fra hylderne i går.
- Det går rigtig, rigtig stærkt. Vi fik 1.400 i tirsdags, og vi solgte 1.000 tirsdag i løbet af måske seks timer. De sidste 400 er solgt onsdag, siger souschef Geraldine Lastein.
En af dem, der var heldig og kom ud af forretningen med et testkit i hånden, er Arkalo Lyberth.
- Jeg skal flyve til Maniitsoq via Kangerlussuaq, så jeg vil gerne føle mig lidt mere tryg, siger han.
Også Gerda Kreutzmann Mørch står klar til at købe:
- Vi har en derhjemme, der ikke har det så godt, så vi vil prøve at teste os selv. Så skal vi ikke stå udenfor testcenteret og vente i mange timer, siger hun.
Det er første gang, de skal prøve det i familien.
- Vi vil gerne have svar hurtigt. Der plejer at gå lang tid, før man får svar.
Múte B. Egede opfordrer til selvtest
Der kom for alvor gang i salget tirsdag, hvor Múte B. Egede (IA), der er formand for Naalakkersuisut, opfordrede til hjemmetest. For de timelange køer til testcentrene kan kun blive kortere ved, at det udelukkende er folk med symptomer, der stiller sig i dem.
De, som bare gerne vil være på den sikre side, skal have mulighed for at snuppe en selv-test, som skal gøres tilgængelige i hele landet, sagde Múte B. Egede.
Hvornår de mange, mange hjemmestest, der skal være tilgængelige for den 56.000 mand store befolkning, skal ligge klar i butikker i byer og bygder, tør Naalakkersuisut dog ikke love.
- Men det bliver nok ikke i morgen eller i overmorgen, siger Múte B. Egede.
Og nu har Matas i Nuuk altså også udsolgt.
Kviktestsvar duer ikke til rejse
Og en af de kunder, som ikke nåede at få fingrene i en test, er Lis Stender.
- Det er rigtig ærgerligt. Lige nu er der så ekstrem stor smittespredning, og hvis der ikke var udsolgt, havde jeg købt mere end rigeligt. Det er meget lang tid at stå i kø oppe ved testcenteret i tre timer – det har jeg ikke rigtigt lyst til, siger hun.
- Hvad gør du så?
- Jamen så må jeg jo op til testcenteret og stå i kø. Det er bare ærgerligt, for man kan jo også blive smittet dér.
Hjemmestest-svar bliver ikke registeret i coronapasset.
LÆS OGSÅ Corona: Nye restriktioner træder i kraft fra midnat
Resultatet fra en kviktest, som du tager selv, er heller ikke gyldigt ved indrejse til Grønland. Der skal du have en PCR-test.
Ved indenrigsrejser kan vaccinerede og folk, der har været smittet inden for 12 uger, og børn under to år frit rejse inden for landets grænser uden at være blevet testet først.
- Ikke-vaccinerede personer på to år eller derover skal testes, før de sætter sig ind i flyet eller helikopteren, uanset om de rejser fra en by/bygd med eller uden aktiv smitte.