Tidligere kommuner er sikret mandater

Når der senere i dag skal tælles stemmer er det ikke nok at bare se, hvem der har fået flest krydser og så fordele mandaterne. For at sikre at hver af de tidligere 18 kommuner er repræsenteret i de fire nye kommuner har man nemlig indført det der hedder geografiske mandater.
02. april 2013 16:08

Vi har talt med Leif Scharlin, der er konsulent for indenrigsdepartementet, og han forklarer hvordan det hænger sammen. 

- Hvis vi foreksempel tager Kommune Kujalleq. Den består af tre tre oprindelige kommuner, nemlig Narsaq, Qaqortoq og Nanortalik og der sikrer man, at de alle er repræsenteret, forklarer Leif Scharlin.

Det geografiske mandat tilfalder så det parti, der har fået flest stemmer i den tidligere kommune. Hvis vi for eksempel ser på Narsaq, skal man herefter ind og se hvilken kandidat fra det største parti i Narsaq, der har modtaget flest stemmer fra Narsaq og som også selv bor i Narsaq.

På grund af denne fordeling vil der godt kunne sidde en kandidat i en lille by, som tager mandatet fra en partifælle, der har fået flere stemmer, men kommer fra en større by.

- For eksempel for at slynge et tal ud, kan der sidde en kandidat i Illoqqortoormiut, der kommer ind med 23 stemer og der kan sidde en siumutter her i Nuuk med over 100 stemmer, som ikke kommer ind. Den mindste af de gamle kommuner er Ivittuut Kommune, der vil blive valgt en repræsentant derfra med meget få stemmer.

Den repræsentant hedder Anni K. Rasmussen. Hun stiller op som løsgænger, og da der ikke var andre kandidater fra den tidligere Ivittuut Kommune er hun allerede sikker på at komme ind i kommunalbestyrelsen i Komumuneqarfiq Sermersoq. Der for var det også en tydeligt glad Anni K. Rasmussen KNR kunne tale med.

- Jeg er lidt rundt på gulvet, det er gået så hurtigt det hele, sagde hun og forklarer, at hun blev opfordret til at stille op, og at Ivittut jo ikke ville have nogen til at repræsentere dem, hvis hun ikke havde stillet op.

Det er netop også for at sikre, at ingen områder bliver glemt, at der er indført geografiske mandater, så alle områder er repræsenteret i byrådene, også selvom der ikke bor flere mennesker end de 8, der har stemmeret i den tidligere Ivituut Kommune. Samtlige indbyggere i Ivittuut stemte på Anni K. Rasmusssen.