Tidligere KNAPK-formand danner ny organisation med kystnære rejefiskere

Omkring 10 selskaber, der er kystnære rejefiskere, har meldt sig ud af KNAPK, og har sammen med Henrik Sandgreen dannet en ny organisation, der skal varetage deres interesser.
- De kystnære fiskere vil gerne have en organisation, hvor de kan være fælles om deres interesse, derfor har man besluttet sådan, siger Henrik Sandgreen. Foto © : KNR
Skrevet af Andreas Wille
25. januar 2022 15:24

Der er blevet dannet en ny organisation for kystnære rejefiskere. Og det er ikke hvem som helst der er med i organisationen.

Henrik Sandgreen er nemlig blevet bedt om at være koordinator og talsmand. Han er tidligere formand for KNAPK, men tabte formandsvalget i oktober mod Nikkulaat Jeremiassen.

Ifølge Henrik Sandgreen er der omkring 10 selskaber, der fisker kystnært efter rejer, som ikke tilfredse med deres medlemskab i KNAPK, og har derfor hoppet ud af organisationen og lavet deres egen.

- De kystnære fiskere vil gerne have en organisation, hvor de kan være fælles om deres interesse, derfor har man besluttet sådan, siger Henrik Sandgreen.

Fire har meldt sig ud af KNAPK indtil videre

Med et hurtigt opkald til KNAPK, så melder deres kontor, at fire rejefiskere skriftligt har meldt sig ud af organisationen.

Henrik Sandgreen regner dog med, at flere kystnære rejefiskere i KNAPK vil melde sig ud, og melde sig ind i den nye rejeorganisation.

For han og de andre rejefiskere mener, at KNAPK er blevet for stor, og ikke længere kan varetage deres interesse.

- Man blander andres interesser for meget sammen. Man kan ikke være stor, bare for at være stor, uden at udføre sine opgaver fyldestgørende, siger Henrik Sandgreen.

Andre fiskere er velkomne

Selvom den nye organisation er rettet til de kystnære rejefiskere, udelukker Henrik Sandgreen ikke, at man vil konkurrere med KNAPK om at få medlemmer, som fisker efter andre fiskearter. Det vil for eksempel sige, at fiskere, der fisker torsk, også er velkomne i den nye organisation.

- Jeg håber at vores nye organisation også kan samle andre der lever af fiskeriet. Derfor byder rejefiskerne andre, der fisker efter andre fiskearter velkommen, siger Henrik Sandgreen.

Den nye organisation for kystnære rejefiskere regner med at holde deres stiftende generalforsamling næste måned. Datoen er endnu ikke fastlagt. Henrik Sandgreen grubler stadig over, om han vil stille op som formand for organisationen.