TG: Betænkeligt at selskaber får lov til at præge den nye lov

Det er usædvanligt og betænkeligt at selskaber med interesser i udvinding får lov til at præge den nye lov om bygge- og anlægsarbejder ved storskalaprojekter, mener Transparency Greenland.
Skrevet af Mads Ullerup
21. oktober 2012 13:42

Det mener formanden for Transparency Greenland efter, at Naalakkeruisut den 21. august valgte at sende deres forslag til den nye storskalalov i høring hos blandt andre London Mining og Greenland Minerals & Energy.

- Det er meget sjældent at det sker, og jeg har i hvert fald ikke set det før, at man sender til enkeltpersoner eller private selskaber. Men her har man altså valgt at sende til to private selskaber, der har interesse i det, siger advokat og formand for Transparency Greenland, Anders Meilvang.

KNR ville gerne have spurgt Naalakkersuisoq for Råstoffer, Ove Karl Berthelsen, hvorfor man har valgt at inddrage to private udvindingsselskaber i forbindelse med høringsfasen til den nye storskalalov.

Men han har desværre ikke været til at træffe.

Advokat og formand for Transparency Greenland, Anders Meilvang, har ikke et konkret bud på, hvorfor Naalakkersuisut har valgt at handle som de har gjort, men forholder sig dog undrende.

Jeg ved ikke, hvorfor de vil give private selskaber direkte adgang til lovgiverne, det kan man selv gisne om, men det er i hvert fald en usædvanlig måde at give dem så stor indflydelse på, siger han.

På trods af opfordringen fra Naalakkersuisut har, hverken Greenland Minerals & Energy eller London Mining valgt at indsende et høringssvar til forslaget om den nye storskalalov.

- Vi har lige fra starten sagt, at vi vil arbejde under de love, der vedtages af det grønlandske parlament og ikke blande os i det politiske liv omkring den del, siger Kaj Kleist, der er informationsmedarbejder hos London Mining.

Erik Holmsgaard der er informationschef i Greenland Minerals & Energy har indtil videre ingen kommentar til sagen.