MYSTERIET PÅ PITUFFIK: Teorierne bag Jyttes forsvinden lever

41 år efter Jytte Refsgaard sidst blev set på Pituffik, er der stadig mange teorier om, hvad der førte til hendes forsvinden. I 1995 modtager Grønlands Politi dog en henvendelse fra politiet i USA, der er blevet interesseret i sagen.
Foto © : Ukendt
01. august 2018 15:00

SOMMERSERIE - AFSNIT 4:

Hvad skete der med den danske 27-årige kvinde, Jytte Refsgaard, efter hun sidst blev set en sommeraften på Pituffik i juli 1977?

Begik hun selvmord? Faldt hun i en flod, et vandhul eller i havnen ved et uheld? Eller ligger der en forbrydelse bag?

Efter den første sne er faldet på Pituffik i efteråret 1977, må politiinspektør Lau Friis og to kriminalassistenter fra Rigspolitiets Rejsehold, Flemming Frank og William Howe, indstille eftersøgningen efter Jytte Refsgaard.

5. september 1977 skriver Flemming Frank således i et resumé af sagen:

”Herefter står for så vidt alle muligheder åbne, måske med en lille overvægt til teorien om selvmord, som man vel nok af hensyn til pårørende, såfremt nogen skal oplyses officielt, bør henskydes til ulykke”.

Men politiet tør ikke lægge sig fast på ét bestemt udfald. Til sidst i resuméet slutter Frank således efter de mange aflyste eftersøgninger og vinteren, der nu er kommet:

”Min kommentar hertil er, at på disse præmisser bliver der ikke yderligere eftersøgninger de næste otte måneder”.

Sådan blev historien til

På en facebookside for nuværende og tidligere ansatte på Pituffik blev Jytte Refsgaards forsvinden en dag bragt op af en tidligere ansat.


Opslaget fik mange reaktioner, hvoraf flere tidligere ansatte på basen spurgte sig selv og andre, hvad der mon skete med Jytte Refsgaard.


KNR valgte på den baggrund at undersøge sagen nærmere.

Historien om Jytte Refsgaards forsvinden tager udgangspunkt i dansk politis rapport om sagen, som KNR har haft adgang til.


KNR har også talt med tidligere ansatte på Pituffik, som kendte Jytte Refsgaard eller blot var på basen, da hun forsvandt.

De er i serien ikke nævnt ved navn, men navnene er redaktionen bekendt.


KNR har også haft kontakt til Jytte Refsgaards pårørende, som ikke har ønsket at medvirke til historien.
 

Fundet støvle og hemmelig flugt

Siden har der ikke været nogen officielle eftersøgninger efter den savnede dansker. Dog bliver politiet af flere omgange ledt på, hvad nogen tror, er spor.

25. juli 1977 – fire dage efter, Jytte sidst bliver set - får politiinspektør Lau Frii melding om, at en brunlig sko er sket flyde nær det canadiske skib ”Maridan C” i havnen på Pituffik. Tidevandet er udadgående, og skoen er et stykke fra havnen.

Lau Friis sætter kursen ud i et skib mod det, der kan være Jytte Refsgaars ejendel. Men da skoen bliver fisket op, står det hurtigt klart, at den er flere numre for stor til at kunne have tilhørt Jytte.

Desuden er støvlen meget medtaget og tyder på, at den har ligget meget længere tid i vandet end de dage, Jytte har været væk.

LÆS OGSÅ Kvinden der forsvandt

LÆS OGSÅ Forsvundne Jytte var epileptiker og vild med bowling

LÆS OGSÅ Rejseholdet bliver kaldt til Pituffik

Et andet spor er ifølge et vidne, at Jytte kan være taget med et canadisk militærfly, som befandt sig på Pituffik, da Jytte forsvinder. Men for det første finder politiet Jyttes pas på værelset. Og for det andet skulle flyet videre til militærbasen ”Alert” i det allernordligste Canada, som er langt mere nordligt og isoleret end Pituffik.

Og politiet konkluderer, at ”man ikke ville ’tabe hovedet’ for hende (Jytte, red.) og fragte hende ulovligt ind i land”.

Amerikansk morder fanget

Rejseholdets to mænd rejser hjem til Danmark i september 1977. Og sagen får derfra lov til at samle støv i arkivet.

Men knap 18 år senere, 12. maj 1995, må vicepolitikommissær Erik Dennit, der på det tidspunkt er politimand på Pituffik, og politimesteren i Nuuk, Jørgen Meyer, finde sagen frem igen.

På den anden side af Nordatlanten har amerikansk politi anholdt manden Stuart Douglas Duke Jr. i Richmond i staten Virginia og sigtet ham for mord. En mand er dræbt med flere hundrede knivstik i ryggen, mens han var i færd med at fiske i Lake Gaston i Virginia. Og i den anholdtes hjem finder politiet militærvåben og tusindevis af militærammunition.

Historikken bag den anholdte viser, at han befandt sig på Pituffik fra 1973 til 1977 ved de amerikanske ingeniørtropper, Army Corps of Engineers – altså samtidig med, at Jytte forsvandt. Derfor beder USA’s politi om at få tilsendt en engelsksproget oversættelse af materiale om Jyttes forsvinden.

På det tidspunkt er Lau Friis udstationeret på den danske ambassade i Wien og siger ja til at blive kontakten af de amerikanske myndigheder.

Men udvekslingen af sagen fører ikke noget med sig. Stuart Douglas Duke Jr. bliver idømt to gange livstid for mordet på manden ved Lake Gaston.

Mange teorier tilbage

Sagen om Jytte Refsgaards forsvinden er aldrig siden blevet genoptaget. Og med årenes løb er chancen for at opklare sagen kun blevet mindre.

Flere personer, som KNR har været i kontakt med, og som i 1977 og årene efter har boet og arbejdet på Pituffik, har holdt et vågent øje, når de har bevæget sig rundt i terrænet omkring basen.

Flere af dem henviser til vidneudsagnet fra de tre radio- og telefonmekanikere, der mener at have set Jytte stige ind i en bil fra USAF samme morgen, som hun forsvandt. Udsagnene er dog ikke blevet bekræftet fra anden side.

Og på facebooksiden ”Thule Air Base – past and present” deler nuværende og tidligere ansatte på Pituffik billeder og minder fra ophold på basen. Her får spekulationerne frit løb, når episoden med Jyttes forsvinden fra tid til anden bliver bragt op.

Én beretter om en lårbensknogle, der blev fundet i terrænet og bragt til lægen på basen - men at koglen aldrig er blevet identificeret.

En del personer på samme facebookside kritiserer dansk og amerikansk politi på Pituffik for ikke at lukke basen totalt ned, så ingen kunne forlade Pituffik, efter Jytte blev meldt savnet. Andre mener, at Rigspolitiets Rejsehold var for længe om at komme til basen, og at det var en fejl, at der ikke blev fløjet sporhunde ind til eftersøgningen af forsvarsområdet.

Og andre igen mener, at det er mest sandsynligt, at Jytte Refsgaard er faldet om i terrænet på en løbetur 21. juli om aftenen og aldrig fundet.

Alene står blot tilbage,at sagen om Jytte Refsgaards forsvinden endnu ikke er opklaret - her 41 år senere.

Hvis du ligger inde med oplysninger i sagen om Jytte Refsgaards forsvinden, hører KNR gerne fra dig på news@knr.gl

 

Foto © : Aalborg Stiftstidende
Aalborg Stiftstidende bragte 11. august 1977 denne omtale af mysteriet på Pituffik.