MYSTERIET PÅ PITUFFIK: Forsvundne Jytte var epileptiker og vild med bowling
SOMMERSERIE KAPITEL 2:
Hvem var Jytte Refsgaard – kvinden, der på mystisk vis forsvandt på Pituffik en juliaften i 1977?
Politiet efterlader et på én gang detaljeret og utydeligt billede af hende i rapporterne fra dengang.
Som en af de første kvinder, der får arbejde på Pituffik, bliver Jytte Refsgaard – ligesom de andre få kvinder på basen - bemærket. Signalementet af hende lyder: Almindelig af bygning, 176 centimer høj, rund hovedform med rødbrunt, kort, krøllet hår og blå øjne.
På en efterlysningsseddel fra Politiet i Grønland, som bliver sat op på Pituffik, ser man en ung kvinde med kort hår til ørerne iført en let åbnet parkajakke sidde på en masse små klippestykker på jorden. På venstre ringefinger sidder en bred ring, mens hænderne er samlet om en lille, usynlig genstand. Kvinden griner stort op mod kameraet, som er billedet taget lige efter en sjov kommentar.
LÆS OGSÅ Kvinden der forsvandt
Også i en notits om Jytte Refsgaards forsvinden i Aalborg Stiftstidende torsdag 11. august 1977 ser man et portrætfoto af en ung kvinde i en tynd rullekravebluse med jakke over, smile med varme øjne, læbestift og rene smilelinjer i begge kinder.
Sådan blev historien til
På en facebookside for nuværende og tidligere ansatte på Pituffik blev Jytte Refsgaards forsvinden en dag bragt op af en tidligere ansat.
Opslaget fik mange reaktioner, hvoraf flere tidligere ansatte på basen spurgte sig selv og andre, hvad der mon skete med Jytte Refsgaard.
KNR valgte på den baggrund at undersøge sagen nærmere.
Historien om Jytte Refsgaards forsvinden tager udgangspunkt i dansk politis rapport om sagen, som KNR har haft adgang til.
KNR har også talt med tidligere ansatte på Pituffik, som kendte Jytte Refsgaard eller blot var på basen, da hun forsvandt.
De er i serien ikke nævnt ved navn, men navnene er redaktionen bekendt.
KNR har også haft kontakt til Jytte Refsgaards pårørende, som ikke har ønsket at medvirke til historien.
Og Jytte Refsgaard var formentlig en glad kvinde - noget af tiden.
Af vidner bliver hun beskrevet som kompetent og ansvarsbevidst omkring sit arbejde hos ITT Base Supply på Pituffik. Nærmest perfektionistisk. Dog bliver det en uge inden hendes forsvinden påtalt over for hende, at hun skal holde sine arbejdstider, da hun lidt for ofte møder for sent ind. Men selve arbejdet er der ikke en finger at sætte på.
To dage inden efterlysningen, altså 20. juli 1977, bliver hun således noteret for at arbejde 11 og en halv time ifølge ITT’s timeseddel.
Og på selve dagen, hvor Jytte Refsgaard sidst bliver set om aftenen, får hun tildelt en hel del arbejde, som dog ikke skal være færdig samme dag. Alligevel bliver det hele klaret, ”som om hun ville gøre rent bord”, står der i politiets rapport.
Aktivt sportsmenneske eller presset af sygdom
I 1977 er Pituffik – som i dag – et yderst afsondret hjørne af verden, hvor størstedelen af tiden for de ansatte går med at arbejde. Skemaet står på seks arbejdsdage om ugen – også i sommerhalvåret.
Men der er også tid til andet end at arbejde. For de fleste personer på basen går en del af tiden i én af basens klubber: Officers Club, der er forbeholdt amerikanske officerer og de, der blev formelt inviteret derudover, og klubben NCO – opkaldt efter Non-Commissioned Officers. Her har alle på basen adgang, og her kommer Jytte også til fællesspisning, drinks, koncerter og andre sociale arrangementer.
Et andet velbesøgt sted for Jytte er bowlinghallen. Og selv om hun kun når at opholde sig på Pituffik i få måneder, inden hun bliver meldt savnet, når hun at blive holdkaptajn på basens bowlinghold FIS/TIT.
Her bliver hun kendt for sin særlige, fleksible fodsætning, når hun tager tilløb for at sende bowlingkuglen afsted. Og ifølge et vidne meddeler Jytte, at hun vil se en bowlingturnering på basen samme aften, som hun sidst bliver set. Dog vil hun løbe en tur, selv om turneringen starter omtrent samme tid.
Men der er en hel del modstridende udsagn om Jytte Refsgaards fysiske tilstand.
For Jytte Refsgaard kæmper med epilepsi. Sygdommen er en betegnelse for forskellige problemer blandt celler i hjernen, der kommer i ’uorden’, hvilket resulterer i fysiske anfald. I nogle tilfælde kan anfaldene være så kraftige, at de i længden skader hjernens funktioner.
Sygdommen blev diagnosticeret, da Jytte Refsgaard var 15 år. Hun forsøger at holde sygdommen for sig selv, oplyser vidner på basen. Blandt andet fordi hun er bange for, at det kan have konsekvenser for hendes ansættelse. Men det forbliver ikke mere personligt, end at hun oplever mindst to anfald i løbet af tiden på Pituffik: ét, hvor hun bliver fundet under et bord og ét, hvor hun får et anfald på badeværelset i en anden barak end den, hun bor i.
Blandt nogle af udsagnene i politiets rapporter fra de flere hundrede afhørte på basen lyder det, at Jytte desuden har et ”stigende eller stort alkoholindtag”. Og fra andre at hun ”ryger cirka 30 cigaretter om dagen”, ”har meget dårlig kondi” og ”kun kan løbe kort”.
Andre afhørte personer oplyser dog, at hun tidligere har motioneret over Nordbjerget, der ligger få kilometer fra selve baseområdet. At hun også har talt om at tilmelde sig et løb på 11 kilometer, der skal foregå få uger efter hendes forsvinden, og at hun løber hver dag.
I dag er anbefalingen, at personer, der lider af kraftige epilepsianfald bør holde sig aktive, men være forsigtig med anstrengende motion, fordi det kan fremkalde anfald.
Det er uvist, hvilke anbefalinger Jytte Refsgaard følger i 1977. Men vidner i Danmark, der kender hende, oplyser til politiet, at hun ikke indtager alkohol, netop på grund af sygdommen, og i det hele taget er meget omhyggelig med at tage sin medicin.
Et svært sind
I et område med mere end 100 kilometer til anden nærmere, større beboelse, Qaannaaq, og mere end 3600 kilometer hjem til familie og bekendte, er det godt at have en ven. Og det har Jytte Refsgaard.
Søren er en ven hjemme fra Sjælland. Det ligger mellem linjerne og udsagn fra flere personer, som KNR har talt med, at de to havde et tæt venskabeligt – og måske i perioder romantisk – forhold. Han bliver flere gange nævnt i papirerne fra politiet, men iudelukkes som mistænkt. Tværtimod bliver det udelukket, at han har forbindelse til Jytte Refsgaards forsvinden. I stedet er han beskrevet som dén på basen, der kender Jytte Refsgaard bedst og er en støtte for hende.
Og Jytte Refsgaard har brug for støtte. For skal man tro Rejseholdets resume af sagen, blandt andet baseret på udtalelser fra hendes læge i København og lægen på Pituffik, bor der i perioder en mere end almindelig uro i Jytte Refgaards sind.
Tvivlen beror ifølge udtalelser fra hende selv til Søren i en ’’usikkerhed over tilværelsen’’ og en grundlæggende angst for ”ikke at slå til”. Og under afhøringen vil han ikke udelukke, at hun i en stille stund kunne have overvejet at stoppe tilværelsen selv.
Men hvad der plager Jytte Refsgaard, og hvad hun føler, at hun skulle ’slå til’ med, er uvist. Set ud fra hendes svingende sindstilstand kan et selvmord måske være en udgang, væk fra alle forpligtelser.
Omvendt vil dét at forlade det hele også stride imod hendes ansvarsfulde indstilling, pointerer flere vidner til politiet.
Hun virker da heller ikke ”suicidal” – altså selvmordstruet – fastlår lægerne. Og i politiets rapport er selvmord heller ikke den oplagte teori bag Jyttes Refsgaards forsvinden.
