Tele-Post sender reparationsskib mod Qaqortoq
Der er fortsat så meget is nord for Sisimiut, at det er umuligt for reparationsskibet Horizon Enabler at sejle til bruddet på søkablet for at reparere det.
Derfor vil skibet i løbet af weekenden sejle mod Qaqortoq fra Nuuk for at starte reparation af søkabelbruddet her.
Går alt efter planen, vil skibet påbegynde reparationen på tirsdag den 19. marts.
LÆS OGSÅ TelePost har endnu ikke fundet løsning på søkabel-problem
Mens reparationen i syd er i gang, vil internetforbindelsen til alle privatkunder fra Paamiut til Narsaq Kujalleq imidlertid blive slukket.
Det oplyser Tele-Post i en pressemeddelelse.
Fastnettet, mobilnetværket, samt opkald og sms, TV og radio vil fortsat fungere. Kunderne bør dog forvente ringere kvalitet end normalt. Telepost forventer, at reparationen vil tage mellem 15 og 20 dage.
Begrænset kapacitet skal bruges på samfundsinstitutioner og virksomheder
Tele-Post oplyser, at der er meget begrænset kapacitet på den radiokæde, der skal fungere som backup, imens søkablet bliver repareret.
Den begrænsede kapacitet, der er til rådighed, vil blive brugt til at sikre, at samfundsvigtige institutioner og erhvervsvirksomheder kan opretholde deres aktiviteter
Tele-Post oplyser videre, at privatkunderne i syd ikke skal betale for internet i den periode, som reparationen pågår.
Fakta
- Det ene brud på søkablet i nord er sket omkring 30 kilometer syd for Sisimiut i januar.
- Det andet brud, som lige er fundet, er sket 70 kilometer nord for Sisimiut.
- Det tredje brud er sket i december ud for Sydgrønland.
- Kablet ligger på havbunden i omkring 300-400 meters dybde.Siden 21. januar har folk fra Sisimiut til Upernavik kæmpet med meget langsomt internet.
- Størrelsen på det beløb som privatkunderne vil få tilbagebetalt, vil blive fastlagt når søkabelreparationen er færdig. Hvis Tele-Post er i besiddelse af deres mailadresse, vil kunderne vi modtage besked direkte. Kunderne kan kontakte Tele-Posts kundeservicecenter og få opdateret kontaktinformationen som Tele-Post ligger inde med, skriver Telepost i pressemeddelelsen.
Går alt efter planen forventes det, at reparationen er færdig i begyndelsen af april. Herefter vil Horizon Enabler sejle mod Sisimiut, hvis issituationen tillader det.